ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

Alexandra deltager i Bright Green Expo

Alexandra Instituttet deltager i udstillingen Bright Green Expo, der afholdes af Dansk Industri i Forum den 12.-13. december 2009 i forbindelse med klimatopmødet COP15.

Her udstiller Alexandra Instituttet sammen med 13 andre danske vidensinstitutioner og private virksomheder the Energy Aware House. I the Energy Aware House, der udgør en af Bright Green’s fire ”aktivitetszoner”, kan udstillingens gæster træde ind i fire kæmpemæssige hængende rør, der hver især udgør et scenarie for et hjem med klimavenlige teknologier. Her kan den besøgende også prøve den interaktive Bright Green Energy Planner og lære, hvordan man bruger energien i hjemmet mest rigtigt - til glæde for både miljø og pengepung.

De fire scenarier og energiplanlæggeren giver den besøgende en helt konkret oplevelse af, hvordan man ved hjælp af eksisterende teknologier kan halvere energiforbruget i hjemmet – og stadig opretholde det samme komfortniveau som tidligere. Dette gøres ved hjælp af automatiseringsløsninger og teknologier til synliggørelse af energiforbruget, så energi anvendes på det rigtige tidspunkt, til det rigtige formål og til den rigtige pris. 

The Energy Aware House er skabt af interessegruppen Intelligente Bygninger under netværket InfinIT - Innovationsnetværk for IKT. Netværket drives af et konsortium, hvori Alexandra Instituttet deltager, med det formål at forene kræfterne fra forskning og private virksomheder i udviklingen af visionære og kommercielle løsninger gennem anvendelse af indlejrede, mobile og pervasive teknologier, herunder bl.a. intelligente bygninger.

Læs mere om the Energy Aware House på www.swkorridor.dk og www.brightgreen.dk.

 

Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      12/03/2009