ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

DM i programmering

Af Mark Greve og Karina Svanborg


En kold og regnfuld morgen i oktober var vi 21 daimitter, der tog fra Århus til København for at deltage i DM i programmering på DTU. Vi mødtes friske og veludhvilede (!?) kl. 6.30 i Shannon og var i Lyngby ca. 10.50 – perfekt timing til konkurrencestart kl. 11.00 (hvis man kan lide lidt indledende spænding!). Ca. 17 timer senere var vi hjemme igen – trætte!

 

:DM_udvalgte:dmbanner1.jpg

Om rammerne
DM i programmering blev afholdt af Netcompany i samarbejde med DTU. Konkurrencen er en del af Nordic Collegiate Programming Contest (NCPC) og afholdes samtidigt mange steder i Norden med i alt ca. 200 hold. Datalogisk Institut har indtil i år selv afholdt deltagelsen i den nordiske konkurrence, men i år valgte vi at deltage i det nye fælles arrangement på DTU, hvilket blev en rigtig god oplevelse. Denne gang konkurrerede vi både med andre danske hold og med hold fra hele Norden. Deltagere fra forskellige dele af landet sad i samme rum og konkurrerede og kunne følge deres placering på storskærm. Under konkurrencen blev der sørget for rigelig god forplejning – ligesom der var mad og fadøl som afslutning.
 
Om ACM/ICPC-programmeringskonkurrencerne
Konkurrencerne varer i 5 timer, og består typisk af 8-10 algoritmiske opgaver skjult bag mere eller mindre morsomme problemformuleringer. Man skal programmere en løsning i enten C/C++ eller Java. Opgaveemnerne i år varierede mellem simple simuleringsopgaver, grafteoretiske emner og matematiske/talteoretiske emner.

Om resultaterne
Selvom vi ikke vandt præmien på 10.000 kr. gik det godt for vores hold. Vi havde en del gamle konkurrencedeltagere med til DM, som var for gamle til at deltage i det videre konkurrenceforløb, og som derfor ikke kunne vinde den egentlige 1. præmie. Disse hold blev. nr.  1, 2 og 5 blandt de danske hold! Vi deltog også med fire hold bestående af yngre studerende, hvor de to bedste hold blev nr. 4 og 8 blandt de danske hold. Alt i alt var det nogle fine resultater – og vi havde i det hele taget en rigtig god tur. Vi vil fortsat deltage i disse konkurrencer, så hvis du er studerende, skal du holde øje med, når vi i det nye år igen vil gøre opmærksom på konkurrencerne!

Nye vinderchancer i Tyskland i november
DM og den nordiske konkurrence er en del af de verdensomspændende ACM/ICPC programmeringskonkurrencer. Næste udfordring bliver vores deltagelse i Northwestern European Regional Contest (NWERC), som i år foregår i Nürnberg. Herfra sendes de to bedste hold til den årlige verdensfinale – denne gang i Kina. Datalogisk Institut har deltaget i NWERC i mange år med flotte resultater. Et indledende ”daimimesterskab” fastslog allerede i september, hvilke 2 hold vi sender til Tyskland for at forsvare æren i år.

Links

Billeder fra DM på DTU
http://www.flickr.com/photos/datalogi/sets/72157622625937158/

NWERC 2009
http://2009.nwerc.eu/

NCPC 2009 (opgaver, løsningsforslag osv.)
http://ncpc.idi.ntnu.no/ncpc2009/

Stilling for danske hold
http://www.csc.kth.se/contest/ncpc/2009/standings/?site=dtu

Stilling for alle hold
http://www.csc.kth.se/contest/ncpc/2009/standings/

Lokal side om programmeringskonkurrencer på Datalogisk Institut
http://cs.au.dk/~mgreve/algocomp/

 

Stemningsbilleder fra DM i programmering

Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      10/29/2009