ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

Friske øjne på virksomheden

Den nye it uddannelse fra Datalogisk Institut skal sørge for, at de studerende er to skridt foran på it-området, når de kommer ud i erhvervslivet. Det sikres blandt andet gennem studiejobordningen på uddannelsens andet år. Gennem ordningen får de studerende tilbudt et relevant studiejob i en virksomhed i Århus-området. For to af de første studerende på ordningen mundede studiejobbet ud i et produkt, der er så godt, at CSC Scandihealth nu udvikler det til brug i landets kommuner.

Kristian Andreasen og Michael Niebuhr Jensen er to studerende, der gennem den nye uddannelse i it har fået et studiejob ved CSC Scandihealth i Århus. Her er de ved at fremstille en billedramme som skal give ældre nye muligheder for at kommunikere med kommunens hjemmepleje.
 Billedrammen er ikke et projekt, der er blevet presset ned over ørerne på Michael og Kristian. Det udspringer af et produkt, de selv har arbejdet sig frem til.

 - Hos CSC har vi haft en meget fri arbejdsform. Faktisk fik vi bare til opgave at komme med et bud på, hvordan kan man hjælpe borgeren, med at få adgang til sine personlige oplysninger ved det offentlige. Og så satte vi os ned og arbejdede. Vi fik vores eget lille kontor med computere, fortæller Kristian.

 - Vi måtte gøre hvad vi ville, og det gjorde, at vi fik de vilde ideer, og tænkte, at nu skal vi da lave noget virkeligt fedt!

For de to studerende stopper opholdet ikke, når deres andet år på studiet er overstået og aftalen i princippet løber ud.

 - Vi har fået en fod inden for hos CSC og skal arbejde derude fuld tid til sommer. Og så har CSC skrevet kontrakt med en kommune på projektet til 2011. Det er fedt, at forløbet ikke slutter med en eksamen, men med et faktisk produkt, som kan bruges i praksis, og som vi kan arbejde med i lang tid, hvis det bliver godt, fortæller Kristian.

 - Vi er helt vildt stolte af det, og det har været en fed oplevelse at blive taget seriøst og nå frem til et konkret produkt.

Jeppe Højholt Nielsen, der er Delivery Manager hos CSC har fungeret som mentor for de to studerende Han bekræfter, at virksomheden har været glade for de studerendes arbejde.

 - Vi har fået to studerende ind, der ser på tingene med friske øjne. Det har givet os nogle muligheder for at prøve nogle ting af, og for at arbejde på nye og spændende måder. De studerende har fået plads til at arbejde med brugerdrevne metoder, og det har givet CSC mange erfaringer med på vejen. Og så har det givet os mulighed for at vise, at vi er en virksomhed, der er åben overfor alternative måder, at gå til en opgave på.

Også afsenderne af de studerende, Søren Poulsen og Datalogi, er begejstrede:

 - Vi er rigtigt glade for studiejobordningen, fordi alle parter har stor nytte af den, fortæller Søren Poulsen. De studerende får erfaringer fra erhvervslivet og godbidder til cv’et. Virksomheder nyder godt af, at de it-studerende kommer fra et forskningsmiljø, der er to skridt foran på it-området og kommer med nye og spændende kompetencer. Samtidig får de en kobling til universitetet, der giver dem en unik mulighed for at holde sig opdateret på, hvad der sker på it-forskningsområdet, og for at trække på nogle af de ressourcer, Datalogisk Institut råder over. Og vi får den kobling til erhvervslivet, der betyder, at vi hele tiden kan sørge for, at vores uddannelse tilpasses de behov, der efterspørges af virksomheder.

Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      05/14/2009