Test fest i Skanderborg
Holdet fra @aGlance projektet deltog i årets Skanderborg Festival medhjælperfest lørdag d. 2. maj. Fra deres nye container havde de det kølige overblik over 3.200 forårsfriske medhjælpere, der var klædt på til fest og farver.
Målet med aftenens deltagelse var at teste teknologierne og deres samspil i systemet Overview@aGlance. Ugen op til festen blev teknologistumperne gjort klar og pakket ned for at stå deres første store prøve inden det igen går løs med det store real-time eksperiment, projektet skal køre under sommerens festival SmukFest 2009. Overview@aGlance systemet er en videreudbygning af det system, der understøttede beredskabets indsats under sidste års festival. Gennem det sidste halve år er systemet blevet udvidet med nye features. Systemet er stadig en prototype men dette års version er et godt bud på et fremtidigt overblikssystem.
Overblikssystemet skal som navnet indikerer give beredskabet overview@aGlance. Systemet består af en række teknologier der på hver deres måde eller i samspil giver et beredskabsmæssigt overblik over eksempelvis beredskabets ressourcer, bevægelse af folkemængden (activity indication) og risiko for flaskehalse.
Det væsentligste for aftenens test var:
- At teste systemets understøttelse af activity indication
- At udstyre vagter og koordinatorer med hhv nye radioer med gps for tracking og mobiltelefoner med oversigtskort for overblik.
- Opsætning af 6 overblikskameraer med det formål at få så mange forskellige situationer og omgivelser (ude/inde, lys/mørke/lysshow, store/små områder, osv) repræsenteret som muligt

Studenterprogrammør Anders Johnsen var specielt nervøs op til aftenens test. De sidste måneder har han kæmpet med kode, der skal kunne give beredskabet overblik over hvor meget aktivitet, der er på pladsen på udvalgte steder. Vigtig information for at kunne lave activity indication: Bedømme hvorvidt der er ved at opstå flaskehalse eller kaotiske tilstande blandt folkemængden på festivalpladsen.
- Det er første gang jeg har det oppe at køre. For 2 uger siden fik vi det til at virke i 3D programmet, og nu skal vi så ud og teste det i den virkelige verden – på aktuel data: Live kamera fra en medhjælperfest, hvor vi har 3000 mennesker rendende rundt og se, hvad vi får ud af det. Vi har ikke haft den mængde data før, og så er det oplagt at komme herud i dag og bruge det som smagsprøve på, hvad vi skal forvente på SmukFest.
På skærmene i containeren dukker røde, gule og grønne pletter op for at forsvinde igen. De skal indikere aktivitet omkring de strategisk opstillede kameraer. For hver gang pletterne på skærmen stemmer overens med den verden Anders kan se fra videokameraerne, dukker der et smil frem på hans ansigt:
- Mine forventninger er blevet indfriet 200 %. For det første flyder programmet som det skal. Men selve resultatet er helt imponerende. Retningen er ret præcist; når pilen indikerer, at folk går den ene retning, så går folk klart den retning. Samtidig viser det en hel del aktivitet foran scenen,siger han, da han kigger på skærmen. Videokameraet viser samtidig en hel flok medhjælpere der står foran scenen og rocker til D:A:D – og han tilføjer - Jeg er en glad og lettet mand.
Den samme positive stemning var at spore i hele containeren. Nu føler holdet sig endnu bedre klædt på til at møde udfordringerne, når antallet af besøgende bliver ganget med 15 til sommerens SmukFest 2009.
Baggrund
Overview@aGlance er udviklet til at understøtte beredskabets overblik og samarbejde i forbindelse med planlægning og afholdelse af større arrangementer som eksempelvis Danmarks Smukkeste Festival. Eksperimentet i bøgeskoven under festivalen sker i samarbejde mellem SmukFest, 43D, Datalogisk Instituttet og Alexandra Instituttet med henblik på at gøre Skanderborg Festivalen ikke blot Danmark Smukkeste men også Danmarks Sikreste festival.
Se evt. mere på www.aglance.dk
|