ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

Ny sekretariatschef for Datalogisk Institut

Det er med stor beklagelse, at jeg må meddele, at Uffe Engberg ved årsskiftet forlader Datalogisk Institut for at tiltræde en ansættelse ved sekretariatet for Det Naturvidenskabelige Fakultet.

Uffe har været tilknyttet Datalogisk institut gennem hele sit arbejdsliv, og han har på mange områder haft afgørende betydning for vores succeser. Først via sit virke i BRICS projektet og sidenhen gennem sit arbejde som sekretariatschef for instituttet. Uffe har en stor del af æren for at instituttet – også på det administrative område – betragtes som et af de absolut bedste. Herudover har Uffe været en særdeles vellidt kollega og en afholdt leder af instituttets administrative personale.

Held og lykke i det nye job

Vi er kede af at miste Uffe på instituttet, men samtidig glade for at vi også fremover – sammen med de andre NAT institutter – vil kunne drage nytte af hans store kompetence via hans fremtidige virke i fakultetssekretariatet. Det er naturligt, at Uffe efter så mange år hos os, har haft lyst til at søge nye og større udfordringer, og jeg ønsker ham det absolut bedste i hans fremtidige job, og ser frem til et fortsat tæt og udbytterigt samarbejde med ham.

Jeg har ofte udtalt (i spøg), at instituttet nu ikke kunne miste flere medarbejdere til fakultetet – med mindre vi også overtog den sidste af de 4 studielederposter. – Det viste sig åbenbart ikke at være korrekt!

Annemette Hammer bliver ny sekretariatschef

Som ny afdelingsleder for sekretariatet har instituttet ansat Annemette Hammer:

                      http://person.au.dk/da/annemette.hammer@ivs.au.dk/cv

Annemette er oprindelig læreruddannet, og har de sidste 7 år arbejdet ved Det Naturvidenskabelige Fakultet, heraf de sidste 4 år ved Steno Instituttet (nu Institut for Videnskabsstudier). Hun er således allerede dybt fortrolig med de administrative funktioner på et naturvidenskabeligt institut

Annemette forventes at tiltræde stillingen pr 1.1.2009, men der vil både for Uffe og Annemette være tale om en lidt glidende overgang mellem de to stillinger, således at der kan ske en fornuftig overlevering af de forskellige arbejdsopgaver.

Kurt Jensen
Institutleder

English Summary:

Uffe Engberg will leave the department at the end of the year. The new chief of the administrative staff will be Annemette Hammer:

                      http://person.au.dk/da/annemette.hammer@ivs.au.dk/cv

Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      11/12/2008