ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

Caretech Innovation vil udvikle allesteds nærværende sundheds-it

Caretech Innovation, en ny satsning inden for brugerdreven it-innovation i sundhedsektoren, skal sikre den korteste vej mellem forskning og forretning. Region Midtjylland har bevilliget 37 mio. kr. til projektet.

Af Kristian Holmelund Jakobsen

- Pervasive healthcare er den vej informationsteknologien i sundhedsvæsenet går, siger innovationschef for Pervasive Healthcare på Alexandra Instituttet Margit Kristensen. Hun skal, sammen med professor Morten Kyng, Datalogisk Institut, Aarhus Universitet, lede den nye regionssatsning. Caretech Innovation forankres i Center for Pervasive Healthcare, der i de seneste år har gennemført en række forsknings- og udviklingsprojekter på området.

It ind i alle processer i sundhedsvæsenet

Begrebet pervasive healthcare udspringer af pervasive computing og kan bedst oversættes til allesteds nærværende sundheds-it. Det betyder i praksis, at man tænker it ind i alle processer inden for sundhedsvæsenet.

Center for Pervasive Healthcare har bl.a. gennemført projekter inden for handikapområdet og udviklet teknologier der hjælper patienter til at forblive længere i eget hjem. Desuden har centeret udviklet et system til planlægnings af operationer i samarbejde med Horsens Sygehus. Projekt Det Interaktive Hospital har bl.a. ført til etableringen af firmaet Cetrea, og projektet har modtaget tidsskriftet Dagens Medicins hæderspris Den Gyldne Skalpel.

15 nye sundheds-it projekter på 3 år

Caretech Innovation skal etablere omkring 15 projekter inden for sundheds-it i løbet af tre år, som alle skal have et klart forretningsmæssigt potentiale, samtidig med at de baseres på aktuel forskning.
- Som et centralt formål skal Caretech Innovation fremme erhvervsudviklingen, og derfor tænker vi fra start i et forretningsmæssigt perspektiv, siger Margit Kristensen:
- Inden vi sætter et projekt i gang skal vi sandsynliggøre, at projektet kan skabe arbejdspladser igennem udvikling af nye services eller nye produkter. Det sikrer vi ved at inddrage både erhvervsliv og brugere fra start og hele vejen igennem projekterne.

Kick-off arrangement
Tirsdag den 18. november præsenteres Caretech Innovation sammen med en parallel satsningen inden for bio- og medicotek kaldet MedTech Innovation Center på et fælles kick-off arrangement.

Blandt de inviterede er et bredt spektrum patientforeninger, sundhedsprofessionelle og erhvervsvirksomheder fra hele landet. Arrangementet er åbent for alle interesserede, man skal blot tilmelde sig inden den 11. november på www.cfph.dk. Til arrangementet vil der være en række oplægsholdere samt en workshop og mulighed for networking.

Ifølge Margit Kristensen skal arrangementet bl.a. finde nye projekter til satsningen:
- Workshoppen skal opsamle deltagernes forventninger og krav til os. Og vi håber samtidig at finde de første ideer til spændende projekter.

Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      11/12/2008