| ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG | ||
Klaus Ostermann får 10 millioner kroner til grundforskning Det startede med mere end 9100 ansøgere til de såkaldte "starting grants", som ERC uddeler for at støtte unge europæiske forskere. 559 gik videre til anden runde, og af dem fik 300 en bevilling. Fire af bevillingerne gik til forskere med projekter på danske værtsinstitutioner – tre til Århus Universitet og en til Københavns Universitet. Klaus Ostermann fik 10 millioner kroner til projektet "ScalPL – A Scalable Programming Language". Ansøgningsproceduren var overraskende ubureaukratisk fortæller Klaus Ostermann: - Man skulle blot indsende en ottesiders ansøgning indeholdende projektbeskrivelse, cv og titler på de vigtigste publikationer. Det er mit indtryk, at man i bedømmelsen kiggede meget på cv, publikationslisten og på hvor tit, ansøgeren er blevet citeret i de førende tidsskrifter. Fokus på grundforskningKlaus Ostermann mener, at ERC er gået meget målrettet efter ambitiøse grundforskningsprojekter. Og det fremhæver han som et meget positivt aspekt ved de nye forskningsmidler, der bliver givet inden for EU's såkaldte 7. rammeprogram. - Der er i dag i høj grad en tendens til at give midler til projekter, der fokuserer på anvendt forskning. Men det er altså også nødvendigt at støtte grundforskningen, hvis vi skal skabe grundlaget for de mere langsigtede løsninger. Og det er ikke fordi Klaus Ostermann har berøringsangst over for industrien. Han har selv arbejdet i to år hos Siemens og kunne sagtens forestille sig igen en dag at arbejde uden for universitetets mure. Forfølger en gammel drømSelve forskningsprojektet "ScalPL – A Scalable Programming Language" forfølger en gammel drøm inden for datalogien. I stedet for at anvende forskellige sprog til forskellige domæner - HTML til websider, SQL til databaser osv. – er målet at definere et generelt sprog, der tillader programmører at udvikle domænespecifikke programmer. Klaus Ostermann forklarer: - Målet er at designe et sprog til at designe sprog. Man har tidligere forsøgt at udvikle generelle programmeringssprog, men de har reelt ikke været stærke nok til at honorere de krav, domænespecifik programmering stiller. Vores mål er at definere et generelt sprog, der samtidig har de nødvendige abstraktionsmekanismer til de enkelte domæner.
|
||
| Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net | 06/25/2008 | |