ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

Printervenlig version

Aarhus Universitets motionscenter flytter til Katrinebjerg

Motionscentret flytter d. 12. juni til større og bedre lokaler på Katrinebjergvej 89C, hvor Institut for Idræt tidligere havde til huse.

For kun 60 kr/måned kan ansatte på Aarhus Universitet og deres ægtefælle/samlever blive medlem. Har du lyst til at se om det er noget for dig, kan du få en gratis prøvetime.

Kom og se de nye lokaler og mød instruktørerne til åbningsreceptionen tirsdag d. 17. juni kl. 15 - 17. Alle er velkomne, både nuværende og måske kommende medlemmer.

Du finder flere informationer om motionscentret på http://www.motion.au.dk

Nyt trådløst netværkssystem

Værkstedet på datalogi har i nogle måneder være i gang med at skiftet de trådløse antenner, til det trådløse netværk. Grundet manglende dimser og tid har det trukket lidt ud.

Det nye system kan tilbyde flere trådløse netværk. Lige nu er der AUWLAN (http://www.cs.au.dk/interntnyt/06/53/traadloes_naetvaerk.htm), som mange kender og det nye netværk som heder Eduroam (http://www.eduroam.au.dk/index.jsp). Det er alt sammen styret af Datakontoret som er Universitets centrale EDB afdeling.

Ud over flere trådløse netværk kan det nye system kører hurtigere, nemlig 54 MB/s (for de tekniske a/b/g netværk).

 

På billedet ses en af de nye antenner. De er ikke værd at stjæle, da de ikke kan køre uden den centrale boks hvor de henter deres software fra. De er placeret under loftet, da ventilationskanalerne over loftet har skærmet for trådløs dækning i nogle kontorer.

Staben kan kun i begrænset omfang hjælpe med det trådløse netværk men bringer gerne fejlmeddelelser videre til Datakontoret.

 

Rasmus Vinge

Letpåtråd :-)

 

 

 

En virtuel rejse i skraldeland

Kunstneren Jette Gejl, der er ’artist in residence hos CAVI’, har sammen med en række teknisk begavede partnere fra Datalogisk Institut og Alexandra Instituttet skabt værket 3.rd Sight.

Jette Gejls kunstværk 3.rd Sight, der sætter rammen for mødet med en skæv og nærmest ikke-eksisterende æstetik, befinder sig i øjeblikket på Randers kunstmuseum. Umiddelbart er det svært at se, hvor meget teknologi, der ligger bag, men tilblivelsen af begge værker kunne ikke være sket uden et specielt samarbejde på tværs af kompetencer, siger Jette Gejl, der betegner samarbejdet med datalogerne som ’vitaliserende’.

Værket 3rd. Sight kan opleves på Randers kunstmuseum indtil d. 13. juni.

Samarbejdet er spændt af mellem

  • Jette Gejl, kunstneren med intentionen og ideen
  • Jakob Fredslund, datalog og konsulent fra Alexandra Instituttet, der udarbejdede en bil ud af fra en Lego Mindstorm NXT-pakke
  • Ole Caprani, lektor ved Datalogisk Institut, der programmerede bilen
  • Peter Friis, ingeniør fra CAVI, der stod for kameraerne og den trådløse styring med hjælp fra studentermedhjælper Jonas Petersen. Sammen med Jette Gejl arbejdede Peter Friis om 3D-effekterne.

Om værket:
Ni tv-skærme viser forskellige sekvenser fra en film, som er optaget fra en LEGO-bil. På grund af kameraernes placering skabes en effekt, som er meget lig menneskers syn. Ved at sætte de to filmspor oveni hinanden, gøre dem transparente for derefter i den ene film at konvertere farverne rød til grøn, og i den anden film grøn til rød, efterligner man det såkaldte sammensyn, som er den evne, mennesker har for at fornemme rummelighed og bedømme afstande.

 

Nyt om navne


Tejs Scharling er pr 1. juni 2008 ansat som projektkonsulent i indsatsområdet Pervasive positioning hos Alexandra Instituttet.

Efter endt uddannelse som datalog fra Aarhus Universitet arbejdede Tejs en periode på Center for Bioinformatik. Karrieren fik en uventet knopskydning med en stilling som projektkoordinator på et sundhedsprojekt i Bolivia. Hjemme igen har Tejs arbejdet med software- og produktudvikling i to mindre virksomheder - senest hos Conscius i Nørresundby.

 

Tejs bor i Åbyhøj med sin kæreste Kathrine og deres datter Liva på 3 år og søn Alfred på 10 måneder.


Margit Kristensen er pr 1. juni ansat som innovationschef inden for indsatsområdet Pervasive Healthcare hos Alexandra Instituttet.

Margit er uddannet sygeplejerske tilbage i januar 1982, og arbejdede som sådan frem til slutningen af 1998, bl.a. i flere år som leder. Margit afsluttede i 1998 Masteruddannelsen i Sundhedsinformatik fra Aalborg Universitet. Efter 1998 har hun arbejdet indenfor det sundhedsinformatiske felt. I november 2003 blev Margit projektansat på Datalogisk Institut på dels det EU-finansierede projekt PalCom og det ISIS finansierede projekt Forståelig IT.

 

Margit er gift med Jørgen og bor i et stort, gammelt hus i Skejby. Tilsammen har de fire voksne børn.

Peter Carstensen er pr. 1. juni 2008 ansat som Innovationschef og afdelingsleder i Alexandra's Københavnsafdeling. Her skal Peter bl.a. arbejde med at styrke forskningsindsatsen og -samarbejdet i Københavnsområdet. Peter er datalog fra Københavns Universitet og har en PhD fra RUC/Datalogi. Han har forsket en længere årrække indenfor områderne Human-Computer Interaction (HCI) og Computer Supported Cooperative Work (CSCW). Efter ansættelser på RISØ og DTU har Peter de sidste 8 år været med til at bygge IT-Universitetet i København op. Det meste af denne periode har han været insitutleder. Inden turen gik til Alexandra var han et kort smut i DSB IT og arbejdede med strategisk IT-rådgivning.

 

Peter bor sammen med sin kone og (endnu hjemmeboende) søn i Ballerup. Datteren er sendt hjemmefra. I fritiden skal der helst ske noget med fysisk aktivitet. De store lidenskaber er skiløb og kajakroning, hvorimod havearbejde ikke er på pluslisten.


Marie Rørdam Fenger er pr 1. Juni ansat som kommunikationsmedarbejder hos Alexandra Instituttet.

 

Marie er uddannet cand. mag i Kommunikation og Medier fra Aarhus Universitet og har en uddannelse i faglig formidling fra Danmarks Journalisthøjskole. Marie kommer fra en stilling som ekstern lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab. Her har hun undervist i det teoretiske og metodologiske fag Mediereceptionsanalyse.

 

Marie skal sammen med resten af Alexandra Instituttets kommunikationsafdeling løse strategiske, interne og eksterne kommunikationsopgaver for Alexandra Instituttet, Datalogisk Institut og IT-byen Katrinebjerg.

 

Når it beriger skolernes læringsrum

Muren mellem de virtuelle og de fysiske læringsrum skal nedbrydes. Sådan lyder budskabet efter det ét år gamle forskningsprojekt ”Fremtidens hybride læringsrum”, som er tæt på at afslutte første fase. Forsker i projektet, Ole Sejer Iversen, der er lektor på IMV, fremlagde ved et seminar på Møllevangskolen den 22. Maj nogle af resultaterne fra projektet.

Embedsmænd, folkeskolelærere, programmører, arkitekter, forskere og en enkelt rådmand. Så broget en skare var mødt op i Møllevangsskolens festsal for at få et indblik i nyindhentet viden om teknologiens forankring i læringsrummet. Og lige så mange forskellige grupper, der var fremmødt, ligeså mange perspektiver blev der også gennem de forskellige oplæg lagt på seminarets faglige omdrejningspunkt.

Seminaret tog udgangspunkt i forskningsprojektet Fremtidens hybride læringsrum - Samspil mellem Rum, Teknologi & Læring. Bag det står to forskere: lektor ved IMV Ole Sejer Iversen og seniorforsker i arkitektur ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet Inge Mette Kirkeby.

- Hvis vi vil opdrage fremtidens borgere til at løse fremtidens opgaver og indtage fremtidens teknologier, så må vi allerede i skolerne lære dem at navigere i hybride rum, var de to forskeres kommentar til forskningsprojektets berettigelse.

Ole Sejer Iversen og Inge Mette Kirkeby har besøgt otte skoler i hele Danmark. Her har de observeret, hvordan såvel skolelærere som -elever tager teknologiske hjælpemidler som computere og smartboards til sig i undervisningen. Specifikt har forskerne fokuseret på, hvordan læringsrummets fysiske indretning og it understøtter hinanden - altså hvordan de ”hybride læringsrum” skabes, opleves og tager sig ud rundt omkring på de danske skoler.

En meningsfyldt integration af det digitale og det analoge
Det er ikke, fordi skolerne ikke allerede bruger it og teknologiske hjælpemidler i undervisningen. I sin præsentation af de hidtidige resultater fra og konklusioner på deres observationsstudier kunne Ole Sejer Iversen og Inge Mette Kirkeby fortælle, at der i gennemsnit er én pc for hver fjerde skoleelev, ligesom der findes 4693 interaktive whiteboards fordelt på landets skoler. Således er der ifølge de to forskere efterhånden rigeligt isenkram til at integrere teknologierne i undervisningen og i klasseværelserne.

Dog var det ikke så meget Ole Sejer Iversen og Inge Mette Kirkeby ærinde at tale for mere it i undervisningen generelt. Snarere talte de for en bedre integration af digitale og analoge læringsredskaber og om omgivelser.

Smartboardet, der blev brugt som opslagstavle
Ole Sejer Iversen illustrerede dette udsagn ved at vise et billede af en dreng i tredje klasse. Drengen på billedet er i gang med at lave en præsentation for to klassekammerater, og har i den anledning klistret to papirplancher op på smartboardet, der selvsagt slet ikke er tændt.

Dette eksempel, mente Ole Sejer Iversen, viser meget tydeligt, hvordan et digitalt læringsredskab ikke i sig selv er berigende i læringssituationen. Teknologien er simpelthen blot blevet påduttet undervisningen, uden at der her er taget stilling til, hvordan den er integreret i rummet og i selve undervisningssituationen.

- Det handler om, hvordan vi kan tilrettelægge undervisningen og rummet sådan, at vi kan skabe gode betingelser for, at eleverne kan bruge teknologien. Vi skal have en bred palet af muligheder for at inddrage it i undervisningen, så eleverne selv kan vælge det redskab, de har brug, for at løse en specifik opgave, sagde han.

It i skolen et stærkt rekrutteringskort
Rådmand på børn og unge-området i Århus Kommune, Louise Gade (V), var mødt op for at vise sin politiske støtte til forskningsområdet, hun betegnede som 'særdeles relevant og visionært'.

- Viden om it og undervisning giver ikke kun giver mulighed for at styrke indlæringsmetoderne i skolen. At optimere skolernes teknologiske og fysiske rammer er nemlig i lige så høj grad et stærkt rekrutteringsmæssigt kort; en måde at tiltrække de bedste og mest nytænkende lærerkræfter og øge medarbejdernes trivsel og engagement, sagde Louise Gade.

Rådmanden understregede sin politiske deltagelse ved at præsentere skitserne til en ny tænketank bestående af folk med pædagogisk, datalogisk, arkitektonisk og sundhedsfaglig baggrund. Tænketanken skal udarbejde ideer til, hvordan man kan skabe nye hybride læringsrum, der stimulerer alle sanser og tager højde for, at børn lærer 24 timer i døgnet. Der er sat 500 mio. kr. af til området, fortalte Louise Gade.

Forskningsprojektet Fremtidens hybride læringsrum fortsætter til efteråret i en mere designorienteret fase II, hvor forskerne vil give deres bud på design af fremtidens hybride læringsrum. og samtidig tilvejebringe procesværktøjer til at integrere beslutninger vedrørende IT og rum.

Oplæg på seminaret

  • Steffen Juhl, bestyrelsesmedlem for Boligfonden Kuben, bød velkommen.
  • Louise Gade, rådmand for Magistratsafdelingen for Børn og Unge: De fysiske rammers betydning for børn og unges trivsel.
  • Gösta Knudsen, stadsarkitekt: Møllevangskolen før og nu.
  • Julie Kjær-Madsen, udviklingschef på Danfoss Universe: Glæde i kroppen
  • Inge Mette Kirkeby og Ole Sejer Iversen, seniorforsker i arkitektur ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet og lektor ved Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet: Fremtidens Hybride Læringsrum.
  • Gitte Molbæk, pædagogisk it-vejleder på Møllevangskolen: Fod på fagene – svedig IT med muligheder

Forskningsprojektet ”Fremtidens hybride læringsrum”
Projektet gennemføres af lektor Ole Sejer Iversen fra Institut for Informations- og Medievidenskab og seniorforsker Inge Mette Kirkeby med støtte fra Boligfonden Kuben.

  • Projektet blev skudt i gang i august 2007 og afsluttes sommeren 2008.
  • Projektet skal udforske koblingen mellem fysiske og digitale læringsrum.
  • Intentionen er at skabe en forståelse for, hvordan læringsrummets fysiske indretning i f.eks. skoler og it understøtter hinanden.
  • Projektet er en del af Center for Interaktive Rum, ISIS Katrinebjergs aktiviteter
  • Projektets anden fase omhandler udvikling af hybride læringsrum på baggrund af resultater fra projekts første fase.

 

Kom til DMDM vinderarrangement d. 19. juni kl. 15-17 i Musikhuset

Det nu snart afsluttede DMDM, Danmarksmesterskaber i digitale medier, er den første landsdækkende konkurrence inden for digital kunst. Den henvender sig til unge kunstnere, interaktionsdesignere, musikere m.m. under 27 år, der arbejder med digitale medier.

Konkurrencen løb fra medio februar til 28. april 2008, hvorefter juryen har vurderet de indsendte værker. Dommerne har i deres vurdering lagt vægt på projektets kunstneriske kvalitet, nyskabende karakter og samspillet mellem teknologi og indhold.

Juryen, med formand Vibeke Windeløv, har udvalgt følgende fem finalister, der kæmper om 2 førstepræmier á 20.000 kr. og 3 præmier á 5.000 kr.:

• HUM (animationsfilm)

• Jernplader (lydværk)

• Indbakke (videoinstallation)

• Running Sculpture (digital scenografi til danseforestilling)

• Vectral (musik)

De fem værker præsenteres ved arrangementet, og vinderne kåres.

Derudover vil der være taler ved kulturrådmand Flemming Knudsen og Vibeke Windeløv. Arrangementet afsluttes med lidt lette forfriskninger.

Kom frisk alle mand - og tag gerne flere med :-)

Hilsen TEKNE

 

DAIMI Computer Science Day 2008

Fredag den 20. juni, 13.15 - 16.30
Store Auditorium, IT-Huset, Aabogade

Datalogisk Institut, Aarhus Universitet, afholder den 20. juni "DAIMI Computer Science Day 2008" i Store Auditorium i IT-Huset. I et tæt pakket program fra kl. 13.15 til 16.30 præsenterer i alt 10 forskellige forskningsgrupper ved instituttet deres aktiviteter gennem en række korte oplæg. Undervejs vil der væres tid til både spørgsmål og forfriskninger.

Dagen henvender sig til et bredt publikum og giver alle med interesse i datalogi og IT en unik mulighed for at få et overblik over den brede vifte af forskningsaktiviteter, der foregår ved Datalogisk Institut i Århus.

Alle er velkommende. Alle præsentationer afholdes på engelsk. Der serveres kaffe, kage og forfriskninger i pauserne.

13.15-13.30

Introduction

 

 

13.30-14.15

Session I

 

Complexity Theory

 

Cryptography and Security

 

Algorithms and Data Structures

 

 

1415-1430

Coffee Break

 

 

1430-1530

Session II

 

Bioinformatics

 

Computer Graphics and Scientific Calculations

 

Programming Languages and Formal Methods

 

Modelling and Validation of Distributed Systems

 

 

15.30-15.45

Coffee break

 

 

15.45-16.30

Session III

 

Object-Oriented Software Systems

 

Pervasive Computing

 

Hypermedia

 

 

 

Closing Remark

 

 

Programmet findes også via http://www.cs.au.dk/csd2008

Udstilling i Zuse – ”Fremtidens elektroniske avis”

Som afslutning på uddannelsens første år har de studerende på it  gennemført et udviklingsprojekt med titlen ”Fremtidens elektroniske avis”.


De studerendes løsninger kombinerer interaktionsdesign, fysisk design og webfeeds i prototyper til formidling af nyheder i hjemmet,  ved busstoppestedet og i Cafeen.

Mandag d. 23/6 2008 kl. 14-17 udstiller de studerende  deres prototyper og plancher for deres koncepter. Udstillingen foregår i Zuse-bygningen

 

Oplægget til opgaven

I oplægget til opgaven er der fokus på forskelle mellem den traditionelle avis og nyheder på web. Den traditionelle avis har i mange år være den primære kilde for folks 
læsning af nyheder.

Den fysiske avis er et meget fleksibelt medie, der kan læses i sofaen, på toilettet, i bussen, busstoppestedet, på cafeen osv. Mange opgiver imidlertid papiravisen og går over til at læse avisnyhederne via Web. Disse nyheder vil ofte være mere aktuelle og de kan personificeres og sammensættes fra et bredere spektrum af kilder end blot én avisredaktion. Ulempen ved Web-nyheder som de fås i dag er imidlertid at de ikke er fleksible og tilgængelige for læsning i alle de typer af situationer, hvor man er vant til at kunne bruge en avis.

 

 

 

 

 

Kom forbi og se de mange spændende og nytænkende løsninger på formidling af digitale nyhedsstrømme.

 

 

 

 

 

 

 

 

Datalogi afholder World Robot Olympiad

Datalogisk Institut skal være værter ved den danske finale i World Robot Olympiad (WRO). Konkurrencen bliver afholdt i søauditorierne d. 26.-27. september.

 

WRO er en årlig konkurrence for 16-18 årige elever på ungdomsuddannelser verden over. Deltagerne dyster i at konstruere de bedste løsninger på opgaver med robotteknologi. Konkurrencen foregår i hold på 2-3 elever samt en holdleder (som ikke behøver at være mellem 16 og 18 år).

Ideen med WRO

Ideen med at afholde WRO er at give gymnasieelever landet over mulighed for at lære noget om robotteknologi, samt at anvende teknisk-naturvidenskabelig viden til at arbejde eksperimentelt med en flerfaglig problemstilling.

Vi håber at et udfordrende og lærerigt arrangement samt en god oplevelse af miljøet på universitetet kan være med til at motivere flere unge til at gå i gang med en naturvidenskabelig videregående uddannelse.

Præmien

Vinderholdene fra den danske finale vinder deltagelsen og turen til verdensfinalen, som i år afholdes i Yokohoma i Japan fra d. 31. oktober til d. 2. november.

Mere information om WRO:


wro.legolab.cs.au.dk
http://legolab.wordpress.com/
wroboto.org

Lektor Ole Caprani
ocaprani@cs.au.dk
tlf.:8942 5676

 

 

Rapport fra udvekslingsstuderende i Seattle 5

Jakob Grauenkjær Thomsen er på udvekslingsophold i USA, nærmere bestemt University of Washington i Seattle.

Det har været en travl tid her inden eksamen i juni. Nu da alle os udvekslingsstuderende spredes for alle vinde i midten af juni har vi
forsøgt at lave så mange ting sammen som muligt her til sidst.

Musikfestival i Washington

Vi var f.eks. til en musikfestival i slutningen af maj i midten af Washington (staten). Den ligger på den anden side af en bjergkæden, hvor Kristian
og jeg stod på ski. I forhold til Seattle får området øst for bjergkæden meget mindre regn og er dermed ret tørt. Det er et steppelignende område.

Hovedscenen på festivalen var placeret i bunden af et naturligt amphiteater, som lå på toppen af en klippekant lige ned til floden Columbia River. Dermed havde publikum en fantastisk udsigt over floden, som snoede sig igennem landskabet som en anden fed slange med høje gullige klipper på begge sider. Det var virkelig flot at se på og rart at se at festivalpladser kan være andet end de obligatoriske festivalpløremarker derhjemme i Danmark.

Af bands, der besøgte festivalen kan nævnes REM, The Cure, Death Cab For Cutie, The Presidents of the United States of America og specielt The Flaming Lips. The Flaming Lips havde medbragt adskillelige lastvognslæs af grej til deres UFO show og det tog da også det meste af 24 timer for
scenefolkene at sætte hele showet op. De startede bla. med at forsangen Wayne Coyne blev sænket ned fra sceneloftet i en UFO lignende genstand
hvorefter han stagedivede indeslugt i stor plasticballon a la dem medicinerne entreede Kapsejladsen for et par år siden i forbindelse med deres Bubble Bobble tema.

Det var blot starten af et lysindslugt og ganske cool show, som var peppet op med nøgne piger, der hoppende rundt på scenen (som vi var meget
overraskede over at se i Moralernes land) og underlige tøjmonstre og teletubbies, der dansede på scenen.

Alt har desværre en bagside og festivalen var ingen undtagelse. Man havde nemlig kun lov at entrere festivalpladsen en enkelt gang om dagen. Dermed var man nødsaget til at blive inde på festivalpladsen indtil det sidste band sluttede omkring midnat, før man kunne vende tilbage til lejren og drikke nogle af de billige medbrafte øl. Inde på festivalpladsen var priserne selvfølgelig skyhøje, så det satte en kraftig dæmper på den ellers så gode festivalbrandert.

Baseball

Efter musikfestivalen var vi inde og set en baseball kamp mellem de lokale Seattle Mariners og topholdet Boston Red Sox. For de uindviede i baseballens forunderlige verden er det blot den velkende rundbold, blot med en hårdere bold og spillere som rent faktisk går op i spillet. Det er en kæmpe sport herovre hvor alle byer med respekt for sig selv har et baseball hold. Selv en skaldet by som Seattle, hvis hold, uden at sige for meget, ikke er super gode har et baseball stadium med plads til mere end 47.000 personer. Det er 13.000 mere end Parken i København har plads til, for at sætte tallet i relief.
Anyways, der blev diskuteret meget i vores gruppe hvem man skulle holde med, for Seattle var jo trods alt vores hometown, men på den anden side har de ikke vundet ret mange kampe, hvorimod Red Sox ligger ret lunt i svinget. Og det ville jo være rart at holde med det vindende hold. Vi nåede aldrig til enighed og det endte med at vi var 2 for Red Sox og 2 for Mariners og en masse piger som ikke kendte reglerne.

Kampen startede rigtig godt for Mariners og de kom hurtigt meget foran, men så vha. en god homerun (på rundboldsk en frier) fra Red Sox var kampen helt lige igen.
Der kom ingen afslutning før allersidste runde hvor Mariners trak det længste strå og vandt kampen. Jeg havde heldigvis været fremsynet nok og holdt med de lokale, så jeg havde vundet håneretten. Den blev brugt ivrigt på den efterfølgende pub og det blev kun bedre af, at min roommate havde holdt med Red Sox og han, som den eneste af os, rent faktisk vidste noget om baseball.

Rafting

Forrige søndag var jeg ude og rafte sammen med de andre udvekslingsstuderende. Floden var en class 3 til 4, hvilket betyder ikke dødsensfarligt, men heller ikke bedstemortempo agtig. Floden var omgivet af sneklædte bjerge og grønne skove, så sceneriet var helt i orden. De sneklædte bjerge var udover meget flotte også leveringskilde af vand til floden, så vandet var meget koldt (omkring 5°C). På trods af den iklædte våddragt var det stadigvæk en god opkvikker, nu da vi skulle meget tidligt op for at være ved floden til tiden. Heldigvis skinnede solen fra en skyfri himmel, så man blev hurtigt varmet op efter et meget kold dukkert. Vi var på floden i omkring 3 timer og jeg nåede i vandet adskillige gange - de fleste frivilligt, men et par stykker var da enten de andre i bådens tyranni eller en kæmpe bølge som angreb os. Det kan bestemt anbefales.

Planer for den sidste tid i USA

Nu da sommeren snart er ovre os er den kortsigtede plan fra nu af er, at jeg skal nakke en eksamen på torsdag - min eneste eksamen - og derefter er jeg en fri mand. Denne frihed skal bruges i den langsigtede plan, hvor jeg i slutningen af juni kører sammen med et par norske venner og min rejsefælle Kristian ned mod Californien, hvor vi skal se alle de store og små turistattraktioner som Red Woods National Park, San Francisco, Los Angeles, Death Valley osv. Den endelig plan er ikke lagt endnu, men på tegnebrættet er også Mexico, Las Vegas og Grand Canyon. Turen sluttes i Seattle d. 15. august, hvor jeg hopper på flyveren hjem til Danmark.

Dagens billede

Og nu også på svensk ...

 

 

 

Offentlige arrangementer

Bemærk at IT-Forums arrangementer ikke er offentlige men kun for medlemmer. Aarhus Universitet er medlem af IT-Forum, hvilket betyder at medarbejdere samt de studerende der har specielle interesser i specifikke arrangementer, pg.a. opgaveskrivning inden for emnet, derfor kan komme gratis ind. Andre skal betale for det.


20.06.2008 Computer Science Day
  The Department of Computer Science presents its research activities on June 20 from 1315-1630 in a tightly packed program of 10 talks. The presentations are aimed at a broad audience. The Computer Science Day is thus a unique opportunity for anybody with an interest in computer science and IT to get a full view of the broad range of impressive computer science research performed in Aarhus.

Everybody is welcome. Participation is free. Coffee, cake and refreshments will be served in the breaks.
Tid/sted kl. 13:15 til 16:30 - Store auditorium, IT-Huset
Info http://www.cs.au.dk/


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      06/13/2008