ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

Når it beriger skolernes læringsrum

Muren mellem de virtuelle og de fysiske læringsrum skal nedbrydes. Sådan lyder budskabet efter det ét år gamle forskningsprojekt ”Fremtidens hybride læringsrum”, som er tæt på at afslutte første fase. Forsker i projektet, Ole Sejer Iversen, der er lektor på IMV, fremlagde ved et seminar på Møllevangskolen den 22. Maj nogle af resultaterne fra projektet.

Embedsmænd, folkeskolelærere, programmører, arkitekter, forskere og en enkelt rådmand. Så broget en skare var mødt op i Møllevangsskolens festsal for at få et indblik i nyindhentet viden om teknologiens forankring i læringsrummet. Og lige så mange forskellige grupper, der var fremmødt, ligeså mange perspektiver blev der også gennem de forskellige oplæg lagt på seminarets faglige omdrejningspunkt.

Seminaret tog udgangspunkt i forskningsprojektet Fremtidens hybride læringsrum - Samspil mellem Rum, Teknologi & Læring. Bag det står to forskere: lektor ved IMV Ole Sejer Iversen og seniorforsker i arkitektur ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet Inge Mette Kirkeby.

- Hvis vi vil opdrage fremtidens borgere til at løse fremtidens opgaver og indtage fremtidens teknologier, så må vi allerede i skolerne lære dem at navigere i hybride rum, var de to forskeres kommentar til forskningsprojektets berettigelse.

Ole Sejer Iversen og Inge Mette Kirkeby har besøgt otte skoler i hele Danmark. Her har de observeret, hvordan såvel skolelærere som -elever tager teknologiske hjælpemidler som computere og smartboards til sig i undervisningen. Specifikt har forskerne fokuseret på, hvordan læringsrummets fysiske indretning og it understøtter hinanden - altså hvordan de ”hybride læringsrum” skabes, opleves og tager sig ud rundt omkring på de danske skoler.

En meningsfyldt integration af det digitale og det analoge
Det er ikke, fordi skolerne ikke allerede bruger it og teknologiske hjælpemidler i undervisningen. I sin præsentation af de hidtidige resultater fra og konklusioner på deres observationsstudier kunne Ole Sejer Iversen og Inge Mette Kirkeby fortælle, at der i gennemsnit er én pc for hver fjerde skoleelev, ligesom der findes 4693 interaktive whiteboards fordelt på landets skoler. Således er der ifølge de to forskere efterhånden rigeligt isenkram til at integrere teknologierne i undervisningen og i klasseværelserne.

Dog var det ikke så meget Ole Sejer Iversen og Inge Mette Kirkeby ærinde at tale for mere it i undervisningen generelt. Snarere talte de for en bedre integration af digitale og analoge læringsredskaber og om omgivelser.

Smartboardet, der blev brugt som opslagstavle
Ole Sejer Iversen illustrerede dette udsagn ved at vise et billede af en dreng i tredje klasse. Drengen på billedet er i gang med at lave en præsentation for to klassekammerater, og har i den anledning klistret to papirplancher op på smartboardet, der selvsagt slet ikke er tændt.

Dette eksempel, mente Ole Sejer Iversen, viser meget tydeligt, hvordan et digitalt læringsredskab ikke i sig selv er berigende i læringssituationen. Teknologien er simpelthen blot blevet påduttet undervisningen, uden at der her er taget stilling til, hvordan den er integreret i rummet og i selve undervisningssituationen.

- Det handler om, hvordan vi kan tilrettelægge undervisningen og rummet sådan, at vi kan skabe gode betingelser for, at eleverne kan bruge teknologien. Vi skal have en bred palet af muligheder for at inddrage it i undervisningen, så eleverne selv kan vælge det redskab, de har brug, for at løse en specifik opgave, sagde han.

It i skolen et stærkt rekrutteringskort
Rådmand på børn og unge-området i Århus Kommune, Louise Gade (V), var mødt op for at vise sin politiske støtte til forskningsområdet, hun betegnede som 'særdeles relevant og visionært'.

- Viden om it og undervisning giver ikke kun giver mulighed for at styrke indlæringsmetoderne i skolen. At optimere skolernes teknologiske og fysiske rammer er nemlig i lige så høj grad et stærkt rekrutteringsmæssigt kort; en måde at tiltrække de bedste og mest nytænkende lærerkræfter og øge medarbejdernes trivsel og engagement, sagde Louise Gade.

Rådmanden understregede sin politiske deltagelse ved at præsentere skitserne til en ny tænketank bestående af folk med pædagogisk, datalogisk, arkitektonisk og sundhedsfaglig baggrund. Tænketanken skal udarbejde ideer til, hvordan man kan skabe nye hybride læringsrum, der stimulerer alle sanser og tager højde for, at børn lærer 24 timer i døgnet. Der er sat 500 mio. kr. af til området, fortalte Louise Gade.

Forskningsprojektet Fremtidens hybride læringsrum fortsætter til efteråret i en mere designorienteret fase II, hvor forskerne vil give deres bud på design af fremtidens hybride læringsrum. og samtidig tilvejebringe procesværktøjer til at integrere beslutninger vedrørende IT og rum.

Oplæg på seminaret

  • Steffen Juhl, bestyrelsesmedlem for Boligfonden Kuben, bød velkommen.
  • Louise Gade, rådmand for Magistratsafdelingen for Børn og Unge: De fysiske rammers betydning for børn og unges trivsel.
  • Gösta Knudsen, stadsarkitekt: Møllevangskolen før og nu.
  • Julie Kjær-Madsen, udviklingschef på Danfoss Universe: Glæde i kroppen
  • Inge Mette Kirkeby og Ole Sejer Iversen, seniorforsker i arkitektur ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet og lektor ved Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet: Fremtidens Hybride Læringsrum.
  • Gitte Molbæk, pædagogisk it-vejleder på Møllevangskolen: Fod på fagene – svedig IT med muligheder

Forskningsprojektet ”Fremtidens hybride læringsrum”
Projektet gennemføres af lektor Ole Sejer Iversen fra Institut for Informations- og Medievidenskab og seniorforsker Inge Mette Kirkeby med støtte fra Boligfonden Kuben.

  • Projektet blev skudt i gang i august 2007 og afsluttes sommeren 2008.
  • Projektet skal udforske koblingen mellem fysiske og digitale læringsrum.
  • Intentionen er at skabe en forståelse for, hvordan læringsrummets fysiske indretning i f.eks. skoler og it understøtter hinanden.
  • Projektet er en del af Center for Interaktive Rum, ISIS Katrinebjergs aktiviteter
  • Projektets anden fase omhandler udvikling af hybride læringsrum på baggrund af resultater fra projekts første fase.
Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      06/11/2008