Rapport fra udvekslingsstuderende i Seattle 2

Jakob Grauenkjær Thomsen er på udvekslingsophold i USA, nærmere bestemt University of Washington i Seattle. Følg med i hans oplevelser:

Så er det tid til lidt nyt fra Seattle.

Studierne har nu været igang i lidt omkring 8 uger. Jeg følger kun et ordinært kursus herovre, der er "Introduktion til kunstig intelligens", hvor vi lærer nogle af de basale teknikker man bruger i AI, såsom at simulere læring, mønstergenkendelse og forståelse i en computer.

Jeg havde håbet på noget Terminator-agtigt kunstig intelligens, men det er virkelig basalt, så det varer lidt inden vi kommer op på det fede niveau. På trods, så er det ok spændende, eneste problem er bare at den endelige karakter er spredt udover hele kvarteret, forstået på den måde at man får point for sine afleveringer, lab øvelser og så disse midterms, der sådan set er en eksamen midt i kvarteret. Disse point giver sammen med den endelige eksamen karakteren for hele kurset.

Det er sikkert fint for nogle mennesker på denne planet, men jeg må være ærlig og sige, at jeg er mere for den gode gamle danske måde, hvor man har en endelig eksamen i slutningen af kvarteret. Dermed bliver man nødt til at læse intensivt lige inden eksamen, men man slipper for at være super aktiv kvarteret igennem, som herovre for mit vedkommende ville ende med en masse skiture i hverdagene, hvor liftkortet er billigere end i weekenden.

Resten af studietiden bruges på seminarer. Jeg er specielt glad for dette ene seminar omhandlende shared memory models, som essentielt går ud på at undersøge hvilke optimeringer en compiler har lov til at lave, når 2 tråde læser og/eller skriver til det samme sted i hukommelsen. Disse problemer er ikke løst endnu og er væsentlige med fremkomsten af flere og flere multikerne processorer. Derfor har dette seminar tiltrukket en del opmærksomhed fra industrien, så der blandt deltagerne er folk fra bla. Intel, Cray Inc. (laver supercomputere) og AMD.

Selve seminaret foregår ved at de studerende, som følger seminaret, på skift præsenterer de, af professoren, valgte artikler. Ofte ender disse præsentationer med at deltagerne diskuterer emnet og her det spændende at høre fra folk udefra industrien fortælle om hvordan problemerne bliver løst i den "virkelige" verden.

Det forekommer mig faktisk at datalogisk institut herovre har nogle meget gode kontakter i industrien. Først og fremmest kunne det godt virke som om de har en stor, fed og tyk slange ned i Microsofts pengetank. F.eks. blev der bygget et nyt hus til instituttet i 2003, hvor næsten alt i bygningen kom til at hedde noget med Microsoft, Paul G. Allen eller Gates, som tak for deres store bidrag til byggeriet.

Udover kontakten til Microsoft er der også en god kontakt til Intel Research, som bla. offentliggører foredrag de holder på de interne nyhedsgrupper på instituttet. Mange af foredragene er interessante og så skal man ikke glemme at de byder på gratis mad. 

Den gode kontakt til erhvervslivet kommer også til udtryk ved de mange spændende personer, som holder foredrag på instituttet. Sidste efterår var Charles Simonyi (manden bag Microsofts Office) oppe og snakke om sin $10 mio. tur op i rummet. Det skulle efter sigende have været ganske spændende at høre om, selvom det havde meget lidt med datalogi at gøre. Her i foråret kommer Bill Gates forbi og snakker. Jeg ved ikke om hvad, men det skal nok blive spændende at høre. Det er jo trods alt Bill Gates.

Af større, ikke-studiemæssige aktiviteter har jeg sammen med 2 andre udvekslingsstuderende og Kristian (fysiker fra Århus jeg rejste herover med) købt en bil. Det er en Acura Legend fra 1989, med masser af power under hjelmen til at cruise os rundt. Vores bil, som vi har døbt Stella, var en af de første asiatiske luksusbiler som fandt vej til det amerikanske marked og det afspejles meget i Stella. Der er masser af ekstra gejl, som elruder, elopvarmede sidespejle, elektronisk justering af førersædet, læderindtræk og ja, sådan kunne jeg blive ved i lang tid. Som en ekstra lækker feature, så kører Stella langt på literen, og selvom benzinpriserne herovre er halv pris af hvad de er i Danmark, så tæller det stadigvæk en del, når vi er ude og køre langturer hver weekend. Bla. er det noget vi kommer til at nyde godt af, når vi kører op til bjergene for at stå på ski. Normalt koster det 150 kr. i benzin, når vi kører derop i en stor fed Jeep, som en af vores bekendte herovre har. Det er egentligt ikke så galt, når turen derop og tilbage er på omkring 225 km og vi er 4 til at dele. Med Stella, til sammenligning, koster det omkring 50 kr. i benzin og som en ekstra lille godte, har vi nu fuldstændig frihed og er ikke afhængige af andre at få os derop.

Vi købte egentligt bilen, fordi, når man kommer udenfor Seattle, stinker den offentlige transport. Togene er ganske enkelt ustabile; de kommer ikke aldrig til tiden og nogle gange dukker de slet ikke op. Busserne mellem byerne er okay, problemet er, at de ikke går ud til de spændende områder, hvor vi gerne vil hen. Bla. ligger der en meget flot og bjergrig nationalpark vest for Seattle, som vi ikke på nogen let måde ville kunne komme ud til, uden brug af en bil.

Og når vi nu er ved snakken om biler, så lever amerikanerne utroligt meget op til fordommen om kæmpe biler og gerne mange af dem. Jeg kan forstå hvorfor mange langt ude på bøhlandet har biler med masser af plads, men jeg kan ikke se pointen i at en familie, bosiddende i midten af Seattle har brug for en 4-dørs, 6 meter lang,  4WD pickuptruck med tvillingebaghjul. Det kan kun være en potensforlænger, for ikke alene optager de meget plads, men de bruger også utroligt meget benzin og så forurener de meget.

De utroligt billige bilpriser kombineret med den offentlige transports mangler, skyder jeg på, er grunden til at der ekstremt mange biler på vejene herovre (selvfølgelig er der også mange mennesker herovre, men det er en biting). Det bliver kun værre af, at mange personer kører alene i deres biler. Dette problem har staterne dog en løsning på, som går ud på, at de forsøger at motivere folk til at køre sammen ved at oprette såkaldte high-occupancy vehicle (HOV) kørebaner på motorvejene. Eneste krav for at må køre i disse ekstra kørebaner er at man er 2 personer eller flere i bilen. Udenfor myldretiden gør det ikke den store forskel, mens vi f.eks. nemt kan spare mindst en halv time i myldretiden, når vi kører hjem fra bjergene. Jeg har hørt historier om folk har haft dukker med i deres bil, for at få lov til at køre i disse HOV kørebaner, fordi det går så meget hurtigere. På nogle punkter er de bare skøre herovre.

Det var lige det for denne gang.