ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

Printervenlig version

Nyt om navne

Jerker Hammarberg er pr. 1. marts ansat som softwareudvikler på Alexandra Instituttet.

Jerker blev færdig som civilingeniør ved Linköpings Universitet i 2002. Han har siden arbejdet med indlejrede systemer, safety critical software, GPS navigation og fleet management, senest hos firmaet Tetrasoft. Jerker er meget optaget af, at forskningsresultater kommer ud i virkeligheden, hvilket stemmer fint overens med Alexandra Instituttets arbejde.

Jerker er 32 år og kommer oprindeligt fra Sverige. Efter tre år i København er Jerker nu flyttet sammen med sin norske kæreste Aasa her i Århus. Jerker er en habil klaverspiller og kan prale af, at sin farfar var fætter til Charlie Chaplin.

Charlotte Møller Christensen forlader Alexandra  

Charlotte har desværre opsagt sin stilling som Regnskabschef hos Alexandra Instituttet, og fratræder med udgangen af marts måned 2008. Charlotte starter i et nyt job som Regnskabschef hos advokatfirmaet Tommy V. Christiansen den 1. april.

Charlotte blev i 1994 ansat som kontorfuldmægtig/afdelingsleder på Datalogisk Institut. Under ansættelsen blev Charlotte af egen interesse udlånt på halvtid til henholdsvis Center for IT-forskning i 1996-2003 og derefter på Alexandra Instituttet fra 2003-2004. Charlotte tiltrådte sin nuværende stilling som regnskabschef på Alexandra Instituttet i 2005.

Charlotte har altså befundet sig i miljøet i mange år, og hun er blevet et kendt og værdsat ansigt på Alexandra Instituttet.

Farvel til Bjørn

Efter fire år som trofast studentermedhjælper på Datalogisk Institut har Bjørn opsagt sin stilling. Bjørn har netop afleveret og forsvaret sit længeventet speciale på kemi med stor succes.

Gennem sin charme og evner som altmuligmand har Bjørn været eftertragtet på Datalogisk Instituttet. Bjørn er i løbet af tiden på Datalogisk Institut blevet gift og blevet far til Lasse. Nu venter nye oplevelser, når Bjørn pr. 1. april tiltræder en stilling som kemikere hos Miljøcenter Århus.

 

Intelligente mål efter tæt samspil

I samarbejde med Alexandra Instituttet og boldproducenten Select har det lille iværksætterfirma GoalRef ApS skabt intelligente mål, der kan fortælle dommerne i flere sportsgrene, hvorvidt bolden har passeret målstregen eller ej. Det Internationale Håndboldforbund IHF har netop besluttet at bruge systemet ved VM i Kroatien i januar 2009.

Teknologien i GoalRef

Teknologien i GoalRef går ud på at forsyne bolden med et tyndt kobbernet indvendigt, mens målstolperne og overliggeren forsynes med antenner, elektronik og en sender, som krypteret sender besked til dommeren, når bolden passerer mållinjen.

- Dermed kan GoalRef bruges til både håndbold, fodbold og ishockey. Samtidig kan systemet i dets nuværende form uden videre bruges til også at oplyse boldens hastighed, og med de planlagte videreudviklinger vil det også kunne fortælle om boldens rotation og lufttryk, lige som de opsamlede data vil kunne bruges til at lave præcise animationer på storskærmene i hallen eller stadion, når der er scoret, fortæller GoalRefs direktør Ulrik Merrild.

Historien bag GoalRef

Ideen om en intelligent bold kom fra tidligere chefredaktør og fodboldtræner Hans Petersen, som i 2000 forelagde den for sin gamle ven Ulrik Merrild, der netop havde startet sit eget it-firma.

Sammen tog de fat i Ole Lehrmann Madsen, datalogiprofessor og direktør i det dengang nystartede Alexandra Instituttet. Herudover har udviklingsselskabet Amfitech ApS med Jørn Eskildsen været tilknyttet lige fra starten, som en anden meget vigtig partner.

GoalRef blev i 2003 et forprojekt i ISIS Katrinebjerg, og via Alexandra Instituttets netværk fik man undersøgt, om man kan bygge en chip ind i en bold, så det stadig er en bold, samt mulighederne inden for hurtig datatransmission, software, antenner og kryptering.

I første del af samarbejdet dannede Alexandra Instituttets projekthotel i øvrigt den fysiske ramme om dele af udviklingsarbejdet; siden er GoalRef flyttet ind hos udviklings- og investeringsselskabet Mercon A/S, der har til huse i INCUBA Science Park Katrinebjerg i Århus.

- Ole Lehrmann Madsen tog fat i en masse dygtige folk fra Alexandra Instituttet og fra ingeniørhøjskolen, og fik via instituttets netværk sat gang i forskningen. Alexandra Instituttet har været med lige fra ”servietniveau” og selv udviklet de krypteringsalgoritmer, vi bruger. GoalRef var næppe lykkedes uden Alexandra Instituttet, siger Ulrik Merrild.

Sikkerhedsudvalget arbejde og APV 2007

Sikkerhedsudvalget på Datalogi tager sig af alle sikkerhedsrelaterede opgaver, både forebyggelse og opfølgning.

Hvis uheldet er ude

Heldigvis er vores arbejdsplads ikke plaget af særlig mange arbejdsulykker, men vi har dog haft en enkelt mindre fald-ulykke som er under behandling i udvalget.

Skulle du være uheldig og komme til skade i arbejdstiden, er det meget vigtigt at du kontakter sikkerhedsudvalget. Ulykken eller skaden skal meldes til arbejdstilsynet, og samtidig er det vigtigt at sikkerhedsudvalget får en mulighed for at forebygge, så det ikke sker igen.

Hvis du har et akut sikkerhedsproblem, eller bare emner du vil have behandlet, kan du frit henvende dig til et vilkårlige medlemmer af sikkerhedsudvalget. Alle medlemmer har gennemgået den lovpligtige sikkerhedskursus, og hjælper gerne med at få dit problem bragt videre, så det kan blive håndteret både fornuftigt og efter reglerne.

Råd og vejledning på websiderne

En del af sikkerhedsudvalget har over en længere periode arbejdet på at forbedre udvalgets websider. Det har resulteret i mere velstrukturerede sider med relevant information om regler, vejledninger og gode råd. Der er blandt andet anbefalinger om skærmarbejde, som mange vil kunne have fornøjelse af. Hvis du har forslag til udvidelser må du meget gerne sende os en mail.

APV 2007

Instituttet har stor gavn af regelmæssigt at få målt hvordan medarbejdernes billede af arbejdsmiljø opleves, så såvel medarbejdere som ledelse får øjnene op for de problemer, der bevidste som ubevidste generer os i hverdagen. Sikkerhedsudvalget besluttede derfor i efteråret 2007 at gennemføre en arbejdspladsvurdering (APV) i form af en spørgeskema undersøgelse om arbejdsmiljø blandt medarbejdere.

Spørgeskemaet blev sendt ud til 182 medarbejdere og undersøgelsen blev gennemført med 63% gennemførte besvarelser.

Som det fremgår af nedenstående diagrammer, ser det rigtig pænt ud. Der er ikke overvældende mange problemer, men dog alligevel lidt for udvalget at arbejde med. De områder, hvor der er størst problemer, er indenfor indeklima, tidspres og indretning, hvor hhv. 32, 28 og 23 personer af de der har gennemført besvarelsen melder om problemer.

 

 

 

Besvarelserne er for tiden til videre bearbejdning, hvor vi opdeler problemerne i typer og berørte lokaliteter, og herefter begynder sikkerhedsrepræsentanternes arbejde med at få løst de problemer som undersøgelsen har klarlagt.



Ann Mølhave og Søren Ertmann

 

Daimi Friday lecturer: Klaus Ostermann

Fredag d. 7. marts kl. 14:15 i Store auditorium holder Klaus Ostermann foredrag med titlen "The Evolution of Software Modularity". Foredraget er en del af "Daimi Friday Lectures" serien.

Der vil være kaffe/te og kage fra kl. 14:00.

Abstract:

Modularity is the key to making software construction scalable. We review how software modularity mechanism have evolved over time to enable the respective next order of magnitude in software size, identify several problems with current modularity mechanisms, and try to extrapolate potential future developments in the field.

 

Ph.d.-forsvar af Bent Guldbjerg Christensen

Tirsdag d. 11. marts forsvarer Bent Guldbjerg Christensen sin ph.d.-afhandling med titlen: "Mobile P2P in Ad Hoc Networks: Framework and Applications".

 

Bent Guldbjerg Christensen har gennemført ph.d.-studiet i Center for Interaktive Rum ved Datalogisk Institut under Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. Forskningsarbejdet omhandler
konstruktionen af et software framework for mobile enheder, såsom mobiltelefoner og PDAer, til understøttelse af nomadisk læring og
gruppearbejde i bl.a. folkeskolen. Software frameworket er nyskabende, idet det benytter en peer-to-peer netværksarkitektur i et mobilt miljø.
Endelig introduceres også en højniveau fejlhåndteringsmekanisme, som muliggør, at mobile enheder kan overtage hinandens opgaver dynamisk.

Ph.d.-forsvar af Troels Bjerre Sørensen

Mandag d. 10. marts forsvarer Troels Bjerre Sørensen sin ph.d.-afhandling med titlen: "Computing Equilibria of Two Players Games"

 

Troels Bjerre Sørensen har gennemført ph.d.-studiet ved Datalogisk Institut under Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. Forskningsarbejdet omhandler beregning af ligevægtsstrategier i spil med to spillere. Et spil er enhver situation hvor der skal foretages en strategisk beslutning af en eller flere parter. Udbyttet for den enkelte part afhænger ofte ikke kun af egne handlinger, men ofte også af handlingerne af andre. Et vigtigt begreb indenfor analyse af spil er ligevægtsstrategier. Disse er svære at beregne for generelle spil, især når spillene er store. Afhandlingen favner fra metoder til at beregne ligevægtstrategier med teoretisk gode egenskaber til faktiske anvendelser til analyse af meget store spil.

U-days på Naturvidenskab

Det Naturvidenskabelige Fakultet åbnede dørerne for gymnasieelever i dagene 28. februar til 1. marts

På de tre dage havde Datalogisk Institut besøg af ca. 70 gymnasieelver, der hørte foredragene "Hvordan virker din web-browser" ved Anders Møller og "Hvordan kan din computer rette stavefejl? Og hvad har det med DNA analyse at gøre?" ved Christian Storm.

De kommende studerende fik også mulighed for at høre om vores bacheloruddannelser, studiernes faglige opbygning, studiemiljøet på Datalogisk Institut , optagelseskrav og meget andet.

Om eftermiddagen kunne alle interesserde tage med på rundvisning i IT-Byen. Her fik de lejlighed til at se studiemiljøet og høre lidt "historier" fra Katrinebjerg ved Birger Nielsen samt møde en forsker, Lars Kristensen, som fortalte om sit forskningsprojekt.

U-days er uddannelsedage i Århus, hvor 24 uddannelsesinstitutioner slår dørene op og giver dig mulighed for studieoplevelser på nært hold. Ideen til U-days opstod i 2005, da de videregående uddannelsesinstitutioner i Århus gik sammen om at markere Århus som landets bedste studieby.

Mere om U-days

Dans på Musikhusets facade

Musikhusets facade danner d. 9.-11. marts rammen for en danseforestilling i forbindelse med Aarhus by Light projektet. Danseforestillingen præsenteres af CAVI og dansescenen Archauz i samarbejde med Musikhuset Aarhus.

Kunst i nye former og størrelser

Århusianere har i et par uger kunne interagere med musikhusets facade, men nu overtager professionelle danskere fra Archauz for en kort stund scenen. Den interaktive mediefacade lader altså kunst udfolde sig i nye former og størrelser. Den interaktive videoscenografi er skabt af Tobias Ebsen fra CAVI og han beskriver forestillingen således:

- Danserne giver os mulighed for at afprøve teknologien på en anden måde end den nuværende installation. Helt konkret har vi placeret en række kameraer rundt om på scenen, der sammen med forskellige grafiske elementer bliver blandet og vist live på facaden. Vi har dermed skabt et interaktivt visuelt indhold, der både danner en scenografi for danserne og samtidig giver publikum uden for Musikhuset en spektakulær oplevelse.

Samarbejde med Dansescenen Archauz

Den 10 minutter lange forestillingen er skabt specielt til Aarhus by Light. Koreografien hedder Running Sculpture og er et specielt tilrettelagt udsnit af forestillingen Iconic/Ironic, som kan opleves på Archauz til april. Dansescenen Archauz ligger side om side med Musikhuset Aarhus, så et samarbejde var nærliggende. Musikhusets direktør Henrik Hjorth glæder sig det spændende projekt:

- Samarbejdet med Archauz er en meget glædelig tillægsgevinst til facadeprojektet og et eksempel på, hvordan kreative projekter kan knopskyde og bane vej for nye idéer og tiltag. Det bliver spændende at opleve, hvordan en danseforestilling og den interaktive mediefacade spiller sammen.

3 dage med gratis forestilling

Danseforestillingen er gratis og kan opleves tre gange i tidsrummet fra kl. 18.00 til 19.00 den 9.-11. marts. Det er altså muligt både at opleve forestillingen indenfor i foyeren samt udenfor i parken.

Se mere på www.aarhusbylight.dk

It-vest støtter studerende der ønsker at deltage i IT-arkitekturkonferencen 2008

 

It-vest støtter studerende der ønsker at deltage i IT-arkitekturkonferencen 2008 (se nedenfor). Interesserede kan henvende sig til undertegnede, gerne i samlet flok.


Mvh, Michael

It-vest leder, Aarhus Universitet

 



IT-arkitekturkonferencen 2008 – studenterpris kun 500 kr.
Gå ikke glip af denne mulighed for at netværke med it-branchens absolutte eksperter. Begrænset antal pladser, så skynd dig at tilmelde dig!
 
Konferencen afholdes i Århus den 2. -3. april 2008.
Arkitekturkonferencen byder i år på knapt 60 sessioner og minitutorials. Hør mere om de store trends som forventes at påvirke offentlige it i de kommende år – for eksempel grøn it, web 2.0 og pervasive computing. Bliv også klogere på administrative fællesskaber, fælles tjenester, open source og samarbejde om software og sammenhængende sikkerhed og brugerstyring. Eller uddyb din viden om digitaliseringsstrategier, forpligtende tværoffentligt samarbejde, de store portaler, obligatoriske standarder og fælles arkitekturkrav.
Læs mere om konferencen og se programmet på http://konf.oio.dk
Normalprisen er 2.750 ekskl. moms, men som studerende har du mulighed for at deltage begge dage for kun 500 kr. inkl. moms.

 

Prisen dækker 2 dages konferencedeltagelse og forplejning. Transport og overnatning er for egen regning.
 
Kontakt Janne Smed Rasmussen hos IT- og Telestyrelsens konferencesekretariat på konference@itst.dk senest den 28. marts 2008, hvis du ønsker at deltage.

 

Der er begrænsende pladser til rådighed, så tilmelding foregår efter først til mølle princippet.

 

Verden er fuld af gode jobs – det er Jylland faktisk os'

Tag på karrieremesse i Studenterhus Århus d. 17. april kl. 9-17 og find jobbet, praktikpladsen eller specialesamarbejdet.


Hvis du tror, at alle de fede virksomheder bor i København, så tager du fejl. Tag på Krydsfelt Århus08 messen og mød blandt andre TDC, Danfoss, Arla, Bestseller og IBM.

Virksomhederne tilbyder både job, studiejob, praktikpladser, graduateprogrammer og specialesamarbejder.

Gratis coaching og karrierevejledning

Som noget nyt i år vil der også være gratis karrierecoaching til de studerende, leveret af coachingfirmaet LumbyeGreve. Rekrutteringsbureauet Moment vil afholde workshops i at søge job inden for kommunikation, HR og projektledelse, og Handelshøjskolens karrierevejledere vil give gode råd til CV'et og jobansøgninger.

Tilmeld dig workshoppene, se programmet og virksomhederne på www.krydsfeltaarhus.dk

Rapport fra udvekslingsstuderende i Barcelona 3

Morten Skov Jørgensen har nu været i Spanien i en måned, og er efterhånden ved at føle sig hjemme...

Læs om hans oplevelser på bloggen

Tiden flyver

Så har vi været hernede i over en måned, og man føler godtnok stadigvæk at man lige er ankommet - der er stadig så mange forskellige indtryk der skal fordøjes.

Lige nu sidder jeg på Travelbar og skrivre denne blog, da vi ikke har noget internet derhjemme. Normalt er det meget behageligt at sidde her, men pga. champions league kampen imorgen er baren blevet invaderet at stive skottere som gerne synger den samme sang i 45 min i træk.
Nå...vi er som sagt kommet godt i gang med vores studier, og er igang med den første opgave som skal afleveres i denne uge. Niveauet minder meget om niveauet derhjemme, så vi kommer nok til at bruge et par timer på det.

Vores spansk bliver også bedre som dagene går, og vi forsøger så vidt muligt at interagere med spaniere på deres eget sprog...men det går ikke altid lige godt.

Følelsen af at være hjemme er så småt ved at lægge sig over en, man føler efterhånden at det er ens hjemby, og at man ikke bare er på ferie. Det har også den effekt at man ikke lægger mærke til de specielle ting man oplever længere, da det bare føles normalt.

Vi har dog haft lidt tid til det sociale: Esben har haft hans kæreste på besøg, og har derfor kørt sit eget show, mens Steffen og jeg har fået taget os nogle gevaldige byture, som kun unge, smukke singler kan. Vi oplevede bl.a. at blive inviteret til en undergrundsmorgenfest, hvor man skulle igennem et hul en væg for at komme til festrummet - det var bare en syg stemning, og da vi endelig væltede hjemad om formiddagen var vi stadig "høje" på oplevelsen.

Vi nærmer os så småt påskeferien, som hernede er 10 dage - vi har ikke talt om hvad vi skal bruge ferien på endnu, men det kunne da overvejes at vi skal et smut i alperne og stå på ski, eller til Marokko og surfe - nu må vi se.

Morten

 

Rapport fra udvekslingsstuderende i Seattle 2

Jakob Grauenkjær Thomsen er på udvekslingsophold i USA, nærmere bestemt University of Washington i Seattle. Følg med i hans oplevelser:

Så er det tid til lidt nyt fra Seattle.

Studierne har nu været igang i lidt omkring 8 uger. Jeg følger kun et ordinært kursus herovre, der er "Introduktion til kunstig intelligens", hvor vi lærer nogle af de basale teknikker man bruger i AI, såsom at simulere læring, mønstergenkendelse og forståelse i en computer.

Jeg havde håbet på noget Terminator-agtigt kunstig intelligens, men det er virkelig basalt, så det varer lidt inden vi kommer op på det fede niveau. På trods, så er det ok spændende, eneste problem er bare at den endelige karakter er spredt udover hele kvarteret, forstået på den måde at man får point for sine afleveringer, lab øvelser og så disse midterms, der sådan set er en eksamen midt i kvarteret. Disse point giver sammen med den endelige eksamen karakteren for hele kurset.

Det er sikkert fint for nogle mennesker på denne planet, men jeg må være ærlig og sige, at jeg er mere for den gode gamle danske måde, hvor man har en endelig eksamen i slutningen af kvarteret. Dermed bliver man nødt til at læse intensivt lige inden eksamen, men man slipper for at være super aktiv kvarteret igennem, som herovre for mit vedkommende ville ende med en masse skiture i hverdagene, hvor liftkortet er billigere end i weekenden.

Resten af studietiden bruges på seminarer. Jeg er specielt glad for dette ene seminar omhandlende shared memory models, som essentielt går ud på at undersøge hvilke optimeringer en compiler har lov til at lave, når 2 tråde læser og/eller skriver til det samme sted i hukommelsen. Disse problemer er ikke løst endnu og er væsentlige med fremkomsten af flere og flere multikerne processorer. Derfor har dette seminar tiltrukket en del opmærksomhed fra industrien, så der blandt deltagerne er folk fra bla. Intel, Cray Inc. (laver supercomputere) og AMD.

Selve seminaret foregår ved at de studerende, som følger seminaret, på skift præsenterer de, af professoren, valgte artikler. Ofte ender disse præsentationer med at deltagerne diskuterer emnet og her det spændende at høre fra folk udefra industrien fortælle om hvordan problemerne bliver løst i den "virkelige" verden.

Det forekommer mig faktisk at datalogisk institut herovre har nogle meget gode kontakter i industrien. Først og fremmest kunne det godt virke som om de har en stor, fed og tyk slange ned i Microsofts pengetank. F.eks. blev der bygget et nyt hus til instituttet i 2003, hvor næsten alt i bygningen kom til at hedde noget med Microsoft, Paul G. Allen eller Gates, som tak for deres store bidrag til byggeriet.

Udover kontakten til Microsoft er der også en god kontakt til Intel Research, som bla. offentliggører foredrag de holder på de interne nyhedsgrupper på instituttet. Mange af foredragene er interessante og så skal man ikke glemme at de byder på gratis mad. 

Den gode kontakt til erhvervslivet kommer også til udtryk ved de mange spændende personer, som holder foredrag på instituttet. Sidste efterår var Charles Simonyi (manden bag Microsofts Office) oppe og snakke om sin $10 mio. tur op i rummet. Det skulle efter sigende have været ganske spændende at høre om, selvom det havde meget lidt med datalogi at gøre. Her i foråret kommer Bill Gates forbi og snakker. Jeg ved ikke om hvad, men det skal nok blive spændende at høre. Det er jo trods alt Bill Gates.

Af større, ikke-studiemæssige aktiviteter har jeg sammen med 2 andre udvekslingsstuderende og Kristian (fysiker fra Århus jeg rejste herover med) købt en bil. Det er en Acura Legend fra 1989, med masser af power under hjelmen til at cruise os rundt. Vores bil, som vi har døbt Stella, var en af de første asiatiske luksusbiler som fandt vej til det amerikanske marked og det afspejles meget i Stella. Der er masser af ekstra gejl, som elruder, elopvarmede sidespejle, elektronisk justering af førersædet, læderindtræk og ja, sådan kunne jeg blive ved i lang tid. Som en ekstra lækker feature, så kører Stella langt på literen, og selvom benzinpriserne herovre er halv pris af hvad de er i Danmark, så tæller det stadigvæk en del, når vi er ude og køre langturer hver weekend. Bla. er det noget vi kommer til at nyde godt af, når vi kører op til bjergene for at stå på ski. Normalt koster det 150 kr. i benzin, når vi kører derop i en stor fed Jeep, som en af vores bekendte herovre har. Det er egentligt ikke så galt, når turen derop og tilbage er på omkring 225 km og vi er 4 til at dele. Med Stella, til sammenligning, koster det omkring 50 kr. i benzin og som en ekstra lille godte, har vi nu fuldstændig frihed og er ikke afhængige af andre at få os derop.

Vi købte egentligt bilen, fordi, når man kommer udenfor Seattle, stinker den offentlige transport. Togene er ganske enkelt ustabile; de kommer ikke aldrig til tiden og nogle gange dukker de slet ikke op. Busserne mellem byerne er okay, problemet er, at de ikke går ud til de spændende områder, hvor vi gerne vil hen. Bla. ligger der en meget flot og bjergrig nationalpark vest for Seattle, som vi ikke på nogen let måde ville kunne komme ud til, uden brug af en bil.

Og når vi nu er ved snakken om biler, så lever amerikanerne utroligt meget op til fordommen om kæmpe biler og gerne mange af dem. Jeg kan forstå hvorfor mange langt ude på bøhlandet har biler med masser af plads, men jeg kan ikke se pointen i at en familie, bosiddende i midten af Seattle har brug for en 4-dørs, 6 meter lang,  4WD pickuptruck med tvillingebaghjul. Det kan kun være en potensforlænger, for ikke alene optager de meget plads, men de bruger også utroligt meget benzin og så forurener de meget.

De utroligt billige bilpriser kombineret med den offentlige transports mangler, skyder jeg på, er grunden til at der ekstremt mange biler på vejene herovre (selvfølgelig er der også mange mennesker herovre, men det er en biting). Det bliver kun værre af, at mange personer kører alene i deres biler. Dette problem har staterne dog en løsning på, som går ud på, at de forsøger at motivere folk til at køre sammen ved at oprette såkaldte high-occupancy vehicle (HOV) kørebaner på motorvejene. Eneste krav for at må køre i disse ekstra kørebaner er at man er 2 personer eller flere i bilen. Udenfor myldretiden gør det ikke den store forskel, mens vi f.eks. nemt kan spare mindst en halv time i myldretiden, når vi kører hjem fra bjergene. Jeg har hørt historier om folk har haft dukker med i deres bil, for at få lov til at køre i disse HOV kørebaner, fordi det går så meget hurtigere. På nogle punkter er de bare skøre herovre.

Det var lige det for denne gang.

Dagens billede

Sådan tager man bad i Frankrig - måske gælder det kun for kinesere...

Offentlige arrangementer

Bemærk at IT-Forums arrangementer ikke er offentlige men kun for medlemmer. Aarhus Universitet er medlem af IT-Forum, hvilket betyder at medarbejdere samt de studerende der har specielle interesser i specifikke arrangementer, pg.a. opgaveskrivning inden for emnet, derfor kan komme gratis ind. Andre skal betale for det.


07.03.2007 IMV'er og kommunikationsrådgiver
 

Hvad kan man egentlig som IMV’er? Vi vil med udgangspunkt i vores faglige ballast fra IMV, præsentere hvad man kan indenfor strategisk kommunikationsrådgivning. Vi vil præsentere hvordan vi hos Advice arbejder med kommunikationsrådgivning fra teori til konkrete kommunikationsopgaver. Vi skal sammen prøve kræfter med en virkelig kommunikationsudfordring, som et bud på hvad nutidens IMV’ere egentlig kan. 

Tid/sted kl. 14:15 - lille auditorium, IT-Huset
Info http://www.imv.au.dk

07.03.2008 Daimi Friday Lecure Series: Klaus Ostermann
 

The Evolution of Software Modularity

Modularity is the key to making software construction scalable. We review how software modularity mechanism have evolved over time to enable the respective next order of magnitude in software size, identify several problems with current modularity mechanisms, and try to extrapolate potential future developments in the field.

Tid/sted kl. 14:15 - Store auditorium, IT-Huset
Info http://www.cs.au.dk

10.03.2008 Ph.d.-forsvar: Troels Bjerre Sørensen
  Computing Equilibria of Two Players Games
Tid/sted kl. 13:15 - Ada-333
Info http://www.cs.au.dk

10.03.2008 Seminar: Mobile Media
 

Centre for IT & Learning organizes a seminar on Mobile media. Besides making phones calls, mobile phones and other mobile devices are increasingly being used for a variety of other purposes, including internet access, taking pictures, sending e-mails, playing music, navigating, etc. Developments within mobile media mark new forms of communication and socialization and new ways of accessing information. The seminar will outline current and future possibilities of mobile media, and will discuss potentials of mobile media in relation to learning.

The seminar will discuss the following questions:

What technological possibilities are offered by mobile devices now and in the future?
What are the new conditions and possibilities?
What are the potentials of mobile media in relation to learning
?

The publication "Mobile learning: towards a research agenda" forms a background for the seminar. Professor Ben Bachmair, who will be giving a presenation at the seminar, has written one of the chapters. Download the publication here.

Tid/sted kl. 10:00 til 16:00 - Adorno-135
Registrering cnd@imv.au.dk

11.03.2008 Ph.d.-forsvar: Bent Guldbjerg Christensen
 

"Mobile P2P in Ad Hoc Networks: Framework and Applications".

Bent Guldbjerg Christensen har gennemført ph.d.-studiet i Center for Interaktive Rum ved Datalogisk Institut under Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. Forskningsarbejdet omhandler
konstruktionen af et software framework for mobile enheder, såsom mobiltelefoner og PDAer, til understøttelse af nomadisk læring og
gruppearbejde i bl.a. folkeskolen. Software frameworket er nyskabende, idet det benytter en peer-to-peer netværksarkitektur i et mobilt miljø.
Endelig introduceres også en højniveau fejlhåndteringsmekanisme, som muliggør, at mobile enheder kan overtage hinandens opgaver dynamisk.

Tid/sted kl. 14:30 - Lille auditorium
Info http://www.cs.au.dk

12.03.2008 The 13th International Short Film Symposium
 

The focus of this year’s short film symposium will be three extraordinary productions, representing radically different forms of storytelling. Each of the films will be presented by its director.

For more information, see http://www.imv.au.dk/nyheder/2008/0312


Tid/sted kl. 14:15 - store auditorium, IT-Huset
Info http://www.imv.au.dk

13.03.2008 Virksomhedsbesøg: Danske bank - virksomhedsbesøg
 
Kom og mød Ebbe Skak Larsen, Danske Bank Groups Chief Security Architect, der vil tale om tidens digitale sikkerhedsløsninger, som f.eks. netbanksikkerhed og digital signatur.

Danske Bank byder IT-forum velkommen på virksomhedsbesøg i vores Auditorium på Edwin Rahrs Vej 40, 8220 Brabrand.
Kom gerne en 10-15 minutter før, så vi kan starte til tiden - der er altid lidt ringen rundt og finden ind igennem sikkerhedslåste døre og lignende, der skal klares.
Mødets overordnede tema er digital sikkerhed, som Danske Bank har erfaring med for eksempel gennem vore netbanker. Derfor er det Ebbe Skak Larsen, Danske Bank Groups Chief Security Architect, der vil tage imod jer og stå for underholdningen gennem disse 2 timer. Ebbe vil slå en uformel tone an og opfordre til spørgsmål og debat i forbindelse med indslagene.

Et par emner der vil blive berørt:

  • Netbanksikkerhed overordnet - hvad er det, hvorfor har vi det, hvordan er strategien for det, hvilke kriterier lægger vi til grund for det?
  • Netbanksikkerhedens fremtid - hvad er det spritnye, vi kommer med lige for tiden, og hvorfor gør vi det?
  • Bredere sikkerhedsaspekter - hvordan hænger dette sammen med andre ting i koncernen og udenfor koncernen?

Tænk gerne over emner, du gerne vil have svar på, der bliver rig lejlighed til at stille spørgsmål.

Tid/sted kl. 15:00 til 17:00 - Danske Bank, Brabrand
Info http://www.itforum.dk/

 

14.03.2008 Puzzleweasel - om lyd og æstetik
 

Peter Dahlgren, alias Puzzleweasel, vil snakke om sin musikalske rejse gennem tiden og verden, og hvilke indflydelser dette har haft på hans lydæstetik. Han vil spille og analysere nogle af de værker fra den elektroniske musikhistorie, som har formet hans egne soniske udfoldelser.

Desuden vil der blive fokuseret på egne værker og forklaret nogle af de æstetiske overvejelser som har lagt vejen for disse.

Puzzleweasel er en af de største danske stjerner på den elektroniske undergrundsscene. Med udgivelser på sværvægtsselskaber som "tigerbeat6" og "Sublight Records" har han turneret jorden rundt fra Japan til USA. I 2003 blev Puzzleweasel blandt de første tre som kom ind på den helt nye Elektroniske Musiklinje på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han sidste år tog sin bachelorgrad og for tiden arbejder på sin kandidat. 

Dertil er Puzzleweasel netop blevet udnævnt til Danmarks første elektroniske huskomponist af Statens Kunstråd hos Alexandra-netværket Tekne her i IT-byen. Dette vil kulminere i projekter med kunstmuseet AROS og et samarbejde med den amerikanske artist Richard Devine som bl.a. har udgivet plader på WARP og remixet Aphex Twin.

Læs mere på www.myspace.com/puzzleweasel.

Tid/sted kl. 14:15 - lille auditorium, IT-Huset
Info http://www.imv.au.dk

26.03.2008 Venture Cup Update 1
 

Har du en god ide? Er den næsten flyvefærdig? Mangler den et skub? Lad os hjælpe dig med at gøre den investeringsklar! Hvordan? Kom og deltag i Venture Cup Update 1 på Center for Entrepreneurship.

Update 1 indeholder to oplæg. Første oplæg omhandler Grundfos New Business syn på innovation og idebeskyttelse. Oplægget afholdes af Chief Investment Advisor Thorbjørn Machholm fra Grundfos New Business. Efterfølgende vil Leif Falch Olesen fra CFE holde oplæg omhandlende indblik og forståelse i de kunde og markedsanalytiske aspekter i forbindelse med at etablere en virksomhed.

For at deltage i arrangementet er det ikke et krav, at du deltager i Venture Cups forretningsplankonkurrence, men interesse og godt humør er påkrævet

Hvorfor deltage i Venture Cup?

Udvikl din idé. Få feedback fra vores professionelle jury, deltag i vores lokale workshops og få adgang til vores ekspert coaches.

Udvid dit netværk. Mød potentielle investorer, partnere, arbejdsgivere og klienter, igennem vores events og finaler.

Få et ”killer” CV. Arbejdsgivere er altid på udkig efter talentfulde folk med gode idéer og kreativt drive. Ved at deltage i Venture Cup er du hjulpet godt på vej imod dit drømme job.

En samlet præmie på 600.000 kr. fordelt over 24 individuelle præmier gør dine chancer overraskende gode for at vinde.

Tid/sted kl. 14:00 til 16:30 - Center for Entrepreneurship, Finlandsgade 25
Tilmeldning http://mit.au.dk/da/skemaCFE.cfm

26.03.2008 Politik som trykte liv
  Politikere er i den trykte presse konstruerede som variable konstellationer af ideologi, biografi, politisk løbebane og resultater samt holdninger til konkrete sager og, ikke mindst, af køn, etnicitet og andre kulturelle aspekter. Hvad det vil sige at være politiker, er således et resultat af løbende forhandlinger imellem journalister, politikere og læsere, der hver især har forskellige, kulturelt og historisk betingede forestillinger om, hvilke faktorer, der er de mest relevante for opbygningen af politisk identitet. Det projekt, som denne forelæsning udspringer af, har som mål at analysere sådanne processer, ved at se nærmere på tilblivelsen og vedligeholdelsen af Naser Khaders politiske identitet, i en række landsdækkende dagblade. Forelæsningen vil tage udgangspunkt i dækningen af Khader, i forbindelse med etableringen af Ny Alliance, den efterfølgende valgkamp samt Khaders tid som partileder i Folketinget.
Tid/sted kl. 14:15 - store auditorium, IT-Huset
Info http://www.imv.au.dk

02.04.2008 Politisk Film
  Film skal debatteres, film skal diskuteres, og film skal kunne og ville mere end blot underholde. Siden år 2000 er den politiske film kommet tilbage på filmlærredet. Filmene tør mere og de vil mere. De bevæger sig langt ud over lærredet og biografsalen. De tager med publikum hjem, hvor de diskuteres og sætter gang i nye tanker og refleksioner. Filmen fortæller os om verden i dag, filmen spejler vores liv og vores valg - filmen provokerer og opildner. De seneste år har de populæreste film været krævende film. Film med meninger, budskaber, politik - religion og historie. Noget tyder på, at publikum vil udfordres. De vil have store dilemmaer, de vil have historier, der handler om noget. Filmen skal gøre en forskel. Se klip fra bl.a. Good Night and Good Luck, The Day After Tomorrow, De andres liv, Der Untergang, An Inconvenient Truth, Brødre og The Assassination of Richard Nixon. Foredraget vil være på engelsk.
Tid/sted kl. 14:15 - store auditorium, IT-Huset
Info http://www.imv.au.dk


 

 

 

 

 

 

 

 

Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      03/10/2008