ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

Pressemeddelelse fra Det Strategiske Forskningsråd:

Det Strategiske Forskningsråd sætter 16 nye projekter i søen inden for nano, bio og IKT

 

Det Strategiske Forskningsråds programkomite sætter 16 nye projekter i gang inden for nano, bio og IKT. Projekterne spænder vidt og skal blandt andet give os nye og bedre knogleimplantater, små håndholdte sprængstofdetektorer og bedre offentlig service gennem ny anvendelse af IT.

Programkomiteen under Det Strategiske Forskningsråd har i 2007 i alt uddelt over 125 mio. kr. til 16 nye projekter inden for fagområderne nano, bio og IKT. 

”Det Strategiske Forskningsråd prioriterer problemorienterede projekter, som kan bidrage til at løse væsentlige samfundsmæssige udfordringer. De 16 projekter, der har fået en bevilling, tager alle fat på væsentlige problemstillinger og har samtidig fokus på uddannelse af forskere,” siger formanden for bestyrelsen for Det Strategiske Forskningsråd, Peter Elvekjær.

Fremadrettede projekter med forpligtende samarbejdsrelationer

Formanden for Programkomiteen for Nanovidenskab og -teknologi, Bioteknologi og IT (NABIIT), professor   Lars Mathiassen  fra Georgia State University i USA, finder, at der er god bredde i de udvalgte projekter:

”Samtidig vidner de om, at det er lykkedes at få både offentlige myndigheder og private virksomheder til at indgå i forpligtende samarbejde med de involverede forskningsinstitutioner, ” fortæller Lars Mathiassen.

”Blandt de projekter, vi sætter i gang under den særlige IKT-pulje, er f.eks. et, der sigter mod at styrke den kommunale administration ved at dreje udviklingen fra den klassiske serviceformidling hen imod et IT-baseret samarbejde mellem forvaltningen og borgerne. Projektet, der ledes af professor   Susanne Bødker  fra Aarhus Universitet, gennemføres af de involverede forskningsinstitutioner i samarbejde mellem tre kommuner og tre kommercielle IT-leverandører. Det er et fint eksempel på anvendelse af midlerne til forskning inden for digital forvaltning.”

Forskningsresultater der kommer borgerne til gode

Flere af de nye projekter sigter direkte mod løsninger og produkter, der vil komme borgerne til gode. Om det siger   Lars Mathiassen:

”Vi har bl.a. støttet et projekt, der skal udvikle overfladebehandlingen af knogleimplantater. Projektet, der ledes af seniorforsker Iben Damager fra Aarhus Universitets Institut for Genetik og Bioteknologi, skal forbedre resultaterne ved implantering, ikke mindst i knoglevæv af dårlig kvalitet. Brugen af implantater, ikke mindst tandimplantater, er stigende. Vi kan især se, at markedet for overfladebehandlede implantater vokser stærkt. Så dette projekt vil få stor betydning.”

Sikkerheden bliver også tilgodeset

Lars Mathiassen  glæder sig også over, at nanoteknologien også finder anvendelse inden for sikkerhedssektoren:

Der er et stærkt stigende behov for hurtige, pålidelige, følsomme, håndholdte og billige sensorer til sporing af sprængstof. Hvert år dræbes eller skades mange mennesker af miner og ueksploderet ammunition.

Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      01/10/2008