ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

Nyt om navne

 

Alexandra Instituttets medarbejderskare er blevet endnu større. I alt 4 nye er føjet til listen:


Rikke Koch er blevet ansat som koordinator på KomIAlt i København pr. 1. dec. 2007.

Rikke er uddannet cand.mag. i Medievidenskab fra Københavns Universitet, hvor hun også har undervist i flere kurser. Desuden har hun beskæftiget sig med områder som web-design, usability, pervasive computing, persuasive computing, HCI, organisationsteori og overordnede teorier om implementering og udvikling af ny teknologi.

“Jeg interesserer mig dybt for, hvad der gør en dims til en teknologi, hvilket har ført mig i mange retninger: teknologihistorie, teorier om udvikling af teknologi, teorier om forandringer og organisationer. Jeg synes simpelthen, at smarte og underfundige nye opfindelser er sjove - fx ‘ The Playful Tray’, som er omtalt på KomIalts hjemmeside; så jeg glæder mig til at starte hos Alexandra Instituttet.”

Rikke er 33 år og bor ved Amager Strand med børnene Frida Rösle og Karl Silvester og husbonden Klaus.

 

 

Jesper Nielsen er nu blevet fastansat som ingeniør hos Alexandra.

Jesper er allerede kendt af mange i huset, og vil fortsat være tilknyttet Interactive Spaces og forskellige projekter hos Kaj Grønbæk.

Jesper er oprindeligt uddannet indenfor elektronik og musikproduktion og har over en årrække kombineret disse interesser som selvstændig indenfor produktion af musik og studie/scene elektronik.
Jesper siger ”Udviklingen er gået mod generel multimedieteknologi og i 2005 afsluttede jeg en IT-ingeniøruddannelse, så jeg i dag kombinerer viden om hardware, mekanik og software med viden om kunst, medier og produktion. Jeg interesserer mig meget for hardcore elektronik i form af nye chips og dimser, metoder til hurtig anvendelse af teknologi (rapid prototyping) produktdesign og kunstnerisk udtryk.”

Jesper Bor sammen med Kæresten Tina, der er arkitekt hos Arkitema.

 


Jakob Fredslund er pr 1. november 2007 ansat som konsulent, og skal arbejde med projektledelse og softwareudvikling.

Jakob kommer i første omgang til at arbejde sammen med Andy på Galileo Platformen, der er støttet af Højteknologifonden.

Jakob er 35 år og har en kandidat- samt ph.d. grad i datalogi med bifag i matematik fra Aarhus Universitet. Han skrev speciale og ph.d. om programmering af intelligente, mobile robotter, men skiftede efter studierne felt og blev i 2002 ansat i Center for Bioinformatik, også ved Aarhus Universitet. Her har Jakob siden da arbejdet som forskningsadjunkt og -lektor i forskellige projekter, blandt andet med DNA-sekvensanalyse og udvikling af diverse webbaserede bioinformatiske værktøjer i samarbejde med molekylærbiologer.

 

 

 

Camilla Kølsen de Wit er pr. 1. november ansat som innovationschef for forretningsforståelse for pervasive computing.

Camilla er uddannet cand.mag. i Informationsvidenskab og Kunshistorie fra Århus Universitet med en efterfølgende ph.d.-grad i Erhvervsøkonomi med fokus på ledelse af innovative it-drevne projekter fra Handelshøjskolen i Århus.

Camilla har blandt andet lavet flere indlæg i bøger der handler om e-forretning, IT på arbejde og videnledelse.

   
   
   
   
   
   
   
   
   
   

 

Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      11/29/2007