ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

I fremtiden er forkert arbejde rigtigt

Rigtigt arbejde foregår ved et skrivebord, på et enmandskontor og helst uden forstyrrelser. Men vi bruger under halvdelen af tiden ved vores skrivebord, viser et forskningsprojekt, og det faktum har samlet en række forskere og virksomheder. De har skabt en arbejdsplads, der er fleksibel, rar og ikke mindst sjov at være på

Af Marie Rørdam Fenger

Efter en endeløs og udmattende vandring forbi ufatteligt mange spiseborde og fire gange så mange spisestole toner den endeligt frem: Savannen. Man skulle tro, den var et fatamorgana med sine bløde og behagelige chaiselonger, smukke og ergonomisk korrekte stole, loungemusik, hyggepejs og en liflig duft af nybrygget kaffe fra en fancy café i midten. Men det er helt virkeligt, Savanne-kontoret, og det er et bud på fremtidens arbejdsplads, som er udstillet på årets Møbelmesse i Bella Centret.

- Da jeg i går kom og så set-uppet for første gang, blev jeg meget glad, udbryder Eva Bjerrum, der er innovationschef i forskningscentret New Ways of Working og en af forskerne bag Savanne-kontoret.

- Her havde jeg faktisk lyst til at slå mig ned og arbejde – og egentlig bare være, siger hun og fortsætter:

- Og det synes jeg faktisk, er succeskriteriet for, om en arbejdsplads fungerer eller ej, siger Eva Bjerrum og kigger sig rundt i Savanne-kontoret: 300 kvadratmeters anderledes arbejdsplads. Kontoret er rundt, afgrænset af lys sejldug og delt op i flere sektioner, der har hvert deres formål. Der er sofagrupper, chaiselonger, kontorborde, lænestole for an en optændt pejs, en café i midten af rummet og sågar et afsidesliggende lille indhak i kontoret, hvor man kan tage sig en powernap.

40 procents skrivebord

Det er blandt andet forskningscentret New Ways of Working under Alexandra Instituttet og Teknologisk Institut, der står bag idéen til fremtidens kontormiljø, som her er manifesteret i Savanne-kontoret. Flere af idéerne til indretningen tager udgangspunkt i et konkret, nordisk forskningsprojekt om videndeling og rum, som har løbet over næsten fire år, og som Eva Bjerrum har været en del af. Eva Bjerrum har som en del af projektet lavet casestudier rundt omkring i Danmark

- Jeg har blandt andet observeret arbejdsgangene i et advokatfirma, en it-virksomhed og et mediehus og jeg har interviewet vidensarbejdere om, hvordan de egentlig bruger sin arbejdsplads. Man har undersøgt det samme i Norge Sverige, Finland og Island, fortæller Eva Bjerrum om det fælles nordiske projekt:

- På tværs af alle de nordiske lande har vi observeret, at medarbejdere tilbringer blot 40 procent af deres arbejdstid ved skrivebordet. Det stiller selvfølgelig nogle nye krav til, hvilke rammer en arbejdsplads skal skabe.

Det forkerte arbejde

Når vi ikke sidder ved skrivebordet, arbejder vi ikke. Eller rettere: Vi arbejder ikke rigtigt. Men er alt det arbejde, der foregår ude hos kunder, brugere og på tværs af organisationen og firmagrænser forkert? Det arbejde, der udføres hjemmefra, på hotelværelset eller i toget, hvor det trådløse netværk og den bærbare computer gør det muligt at arbejde alle døgnets 24 timer. De mener Ivar Moltke ikke. Han er arkitekt og har tegnet innovationsrum til forskellige virksomheder, og så er det ham, der har indrettet Savanne-kontoret.

- Vi stillede os selv det meget konkrete spørgsmål: Er det rimeligt at blive ved med at lave kontorer, der passer til den måde, som arbejdet var skruet sammen for årtier tilbage? Hvorfor blive ved med at bruge 80 procent af arealet på ufleksible arbejdsstationer, som vi reelt set kun bruger 40 procent af vores arbejdstid ved? Er det ikke på tide, at man åbner øjnene over for det faktum, at vi er kommet meget længere end et skrivebord og en ergonomisk korrekt kontorstol?, spørger Ivar Moltke.

Ud med industriarbejdermentaliteten

Når man ser sig rundt i Savanne-kontoret, mærker man lige så stille, at de konservative forestillinger om, hvordan rigtigt arbejde nu engang foregår, komme snigende. For hvor seriøst arbejder ham manden i chaiselongen med den bærbare computer egentlig?

- Den opfattelse, vi har af selve det at arbejde, er meget afgørende for, hvordan vi indretter os. Vi ser, at mange vidensarbejdere i virkeligheden har en industriarbejdermentalitet. – De opfatter det kun som rigtigt arbejde, når de sidder for an deres computer og arbejder i fred og ro og fordybelse, og når de efterhånden kan strege ting ud på den to-do-liste, de lavede om morgenen. Hvis man har den indstilling, betyder det som regel også, at man har en opfattelse af, at de, der sidder ved siden af og taler sammen, forstyrrer – og så sender man dem lige et blik, fordi de arbejder jo ikke ’rigtigt’.

Og det er netop den holdning, Eva Bjerrum og Ivar Moltke vil til livs:

- Vi mener, at der i højere grad er brug for interaktion og dialog. Arbejde betyder ikke, at man sidder på sit kontor, foran sin computer. Det kan ligeså godt foregå under en gåtur eller på en chaiselong – eller her, siger Eva Bjerrum og slår armene ud i den råhvide læderstol med armlæn og nakkestøtte. Ivar Moltke supplerer:

- Det, der stimulerer mennesket, er forandringerne. Hvis ikke der sker noget, hvis ikke det rykker, så stiller sanserne på et tidspunkt neutralt. Hvis du kigger længe nok på hvid, bliver du sneblind. Nutidens arbejdsplads skal være dynamisk og have en struktur, der trives med forandringer.

Faktaboks

Savanne-kontoret

Savanne-kontoret er blevet til i et samarbejde mellem Teknologisk Institut, forskningscentret New Ways of Working under Alexandra Instituttet, LIND Furniture, Holmris Office, Gabriel A/S, RBM Furniture A/S, AkuFORM ApS, LINAK Danmark A/S og materialeudvalgskonsulent Karin Ørum

Kontoret udstilledes på Møbelmessen Furniture Fair i Bella Centret 10-23. Maj.

 

Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      05/31/2007