ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

Sammendrag af institutrådsmøde / informationsmøde d. 20. april 2007

2006 var et godt år for instituttet både med hensyn til ansættelser og forfremmelser af videnskabeligt personale samt med hensyn til den økonomiske side, hvor instituttet har modtaget nye bevillinger på en samlet værdi af godt 100 Mkr.

På undervisningssiden har der også været succes. Instituttet har produceret et usædvanligt stort antal grader på alle niveauer samtidig med at aktiviteten på efter- og videreuddannelsesområdet har været stor.

Evaluering af Datalogisk Institut

Alle datalogistudierne i Danmark er blevet evalueret og Daimi fik stor ros blandt andet for det høje faglige niveau, brugen af erfarne professorer og lektorer på den indledende undervisning, den målrettede studiereform i 2003 samt vores stærke Ph.d.-program.

Naturligvis var der også områder der kan forbedres. Heriblandt blev der især peget på et klarere forløb på kandidatstudiet og en mere systematisk kvalitetskontrol.

Ombygninger og rokader

Med indvielsen af IT-huset afslutter udflytningen fra universitetsparken, men det betyder ikke at rokader og renoveringer er afsluttet.

De gamle auditorier i Benjaminbygningen er blevet ombygget til ét stort lokale til 100 personer. Lokalet bruges bl.a. til skriftlige eksaminer, men udenfor eksamensperioderne kan det bruges som samlingslokale til diverse arrangementer.

På kontorområdet vil der fra maj måned og henover sommeren ske en del ombygning og rokader i bygningerne Turing, Hopper og Ada.

NF-IT samarbejde

Under ledelse af Søren Christensen er der i efteråret 2006 startet en reorganisering af fakultetets it-support, så man i højere grad bliver fælles om drift af mail, kalender, netværk og andre centrale services. Reorganiseringen har blandt andet ledt til samarbejdsaftaler med Geologi og Idræt, hvor DAIMI nu står for it-driften.

Ny it-bacheloruddannelse

Fra efteråret 2007 udbyder instituttet en ny uddannelse med fokus på it-produktion. Uddannelsen kombinerer det datalogiske fundament med færdigheder inden for produktdesign og forretningsforståelse.

Søren Poulsen er ansat som manager og står for rekrutteringen af studerende. På nuværende tidspunkt er der 14 ansøgere på kvote 2, så det ser godt ud.

Instituttets økonomi

Kurt Jensen gennemgik instituttets økonomi.

Trods kraftig reduktion i instituttets bevilling for 2006 sluttede regnskabet for 2006 med en positiv egenkapital på ca. 2,5 million kroner.

Opslag og ansættelser.

Følgende vip-stillinger er under besættelse

  • to faste lektorer til hhv. Distributed Systems og Software Engineering
  • to faste ingeniør professorater til hhv. Computer Engineering og Communication Technology.

Tap-ansættelser

  • Søren Poulsen er ansat som manager for den nye it-bachelor.
  • Der er behov for udvidelse af it-staben grundet driftsaftalen med Geologi og deltagelsen i de centrale it-aktiviteter. Torsten Nielsen er ansat pr. 1. april og yderligere en medarbejder forventes ansat fra juli måned.
Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      05/03/2007