| ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG | ||
SummIT 2007 – når erhvervsliv og forskning mødesAf Kristian Krämer Den 29. og 30. januar 2007 blev SummIT07 afholdt i Odense. Konferencens temaer var centreret omkring innovationsklynger og megaprojekter i de nye regioner. SummIT 07 markerede starten på en bredere regional IKT-satsning, og viste samtidig resultater fra fires års erfaringer i it-kompetencecentrene.
De fire kompetencecentre SummIT07 var arrangeret af Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Det jysk-fynske erhvervssamarbejde og de fire IKT-kompetencecentre: CISS i Aalborg, Knowledge Lab i Odense, CSI i Sønderborg og ISIS Katrinebjerg. Konferencens temaer dækkede over brugerdrevet, forskningsbaseret innovation, og hvordan man organiserer og praktiserer innovation og forretningsudvikling i et tæt samarbejde mellem brugere og forskere. De mange tilmeldte kunne vælge mellem spændende foredrag, workshops og udstillinger, der viste resultater fra fire års erfaringer fra it-kompetencecentrene. Et tilbageblik Konferencen var den sidste af sin slags, og udover at markere starten på en ny og bredere IKT-satsning var det også tid til at gøre status og kigge tilbage på de fire års erfaringer med arbejdet i de fire kompetencecentre. Der blev etableret i 2002 og har siden haft til formål at bygge bro mellem it-forskning og erhvervslivet. Med udgangen af 2006 sluttede den første projektrunde af den jysk-fynske it-satsning. Ole Lehrmann Madsen, direktør for Alexandra Instituttet, der er operatør for ISIS Katrinebjerg fortæller: - Da jeg stod på udstillingen kom jeg til at tænke tilbage på den første SummIT konference i 2003, hvor der blev snakket rigtigt meget og holdt fine taler, men dengang var det mest lovord og varm luft. I år var det helt anderledes, da der var masser af konkrete eksempler på hvad vi har opnået på de fire år, siger Ole Lehrmann Madsen og fortsætter: - De ting der er kommet ud af samarbejdet mellem erhvervslivet og forskningen er helt enestående og det har virkeligt rykket begge parter op på et højere niveau. Virksomhederne i form af et innovationsløft og forskerne i form af ny viden og ideer, der ellers aldrig var blevet genereret.
Videnskabsministeriets evalueringen af den jysk-fynske it-satsning viser da også, at de fire it-kompetence har gjort det rigtigt godt. Ni ud af ti virksomheder forventer styrket konkurrenceevne på grund af deltagelsen i samarbejdsprojekter. I evalueringen konkluderes det, at sammenlignet med andre brobygningsordninger, har den jysk-fynske it-satsning klaret sig ganske godt. Det fremhæves, at andelen af mindre virksomheder med op til 50 ansatte, har været langt større end hos tilsvarende initiativer. Projektrunde 2 Rådet for Teknologi og Innovation har belønnet succesen fra de første fire år og forlænget bevillingen. Dermed tages der hul på projektrunde 2 fra starten af 2007. Hvor midlerne i de første fire år blev fordelt via den jysk-fynske it-satsning, er ordningen i projektrunde 2 udvidet til at dække hele landet under navnet ’Den regionale IKT-satsning’. Men i forhold til de første fire år er der skåret ned på finansieringsmidlerne, og der er indlagt nye krav bl.a. til virksomhedernes geografiske placering. Det betyder, at virksomhederne normalt skal ligge geografisk langt fra de store universitetsbyer, og de skal ikke have tradition for at samarbejde med videninstitutioner. - Det er nogle voldsomme krav, der bliver stillet i den nye ordning, og jeg synes, det er ærgerligt, at man har strammet til i forhold til finansieringen. Der er mange virksomheder, som ikke kan være med i en 70/30 finansieringsfordeling, mener Ole Lehrmann Madsen og afslutter: - Vi har butikken fyldt med virksomheder, der har interessante projekter, men som ikke lever op til de nye krav om geografisk placering og heller ikke kan klare kravene til finansieringen. Det er da ærgerligt. Læs meget mere om SummIT07 it-konferencen og se video interviews med nogle af hovedtalerne på www.summit07.dk |
||
| Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net | 02/08/2007 | |