De usynlige studerende og deres udvalg
Der er lavet utallige film og romaner som leger med tanken om at være usynlig. Den mest berømte er nok Lord of the Rings, hvor Bilbo kan flygte fra sin fødselsdagstale ved at tage herskerringen på. Også Lord of the Rings arbejder med det tema, at nok er det ganske behændigt at være usynlig, men egenskaben kan have en høj pris.
Daimi's usynlige studerende
I overført betydning har DAIMI også ”usynlige” studerende. De læser, studerer, og bliver undervist, men kun et fåtal får nogensinde de studerende på efter- og videreuddannelser (EVU) at se. Og der er endda ikke så få af dem. I de sidste par år har der været mellem 40 og 80 studerende, men de fylder ikke meget i gangene eller kantinerne til hverdag. EVU's målgruppe er personer i erhverv, og det vil sige, at al undervisning foregår uden for normal arbejdstid, typisk på lørdagsseminarer fra 9 – 16.
Og hvordan ser han så typisk ud, vores ”usynlige” studerende? For det første ligner han den gennemsnitlige dagstuderende i og med at han vitterlig er en ”han” – vi har en del kvinder, men mændene er langt i overtal. Han har typisk fuldtidsarbejde indenfor it i et softwarehus, er i 30’erne, har familie, og har enten en kortere it-uddannelse eller en længere uddannelse i et andet fag end it. Med andre ord er det en person, som har ganske travlt i forvejen. Så man kan spørge sig selv, hvad der får folk til at lægge 15 timers ugentlig studie oven i en i forvejen presset hverdag? Det er der nok mange forklaringer på, men een ting som vi arbejder meget bevidst på er, at lave gode og brugbare tilbud for folk i it-erhvervet. Vores kurser er naturligvis universitære i og med at der er fokus på begrebsapparat, metode, og teori, men vinklen er og skal altid være ”for at forbedre praksis”. Og det lykkes heldigvis. Mange af vores studerende melder tilbage, at de oftest umiddelbart kan bruge deres lærdom i deres arbejde.
Har det så en pris at være ”usynlig” studerende? Ja, det må vi nok indrømme at det igennem tiden har haft. Både universitetets administration og DAIMI har skullet vænne sig til disse studerende, som er her på underlige tidspunkter, og tingene har ikke altid har fungeret optimalt. Men vi bliver bedre til det, og en af EVU udvalgets fornemmeste opgaver er netop at gøre hverdagen så god for vores EVU studerende som muligt.
EVU ved DAIMI
DAIMI har to efter- og videreuddannelser: Diplom i IT (svarer til en bachelor) og Master i IT (svarer til kandidat). Diplomuddannelsen har kun en linje, softwarekonstruktion, og DAIMI udbyder alle kurser til den uddannelse. Masteruddannelsen findes i flere linjer, og her er linjen i softwarekonstruktion forankret på DAIMI, mens vi også leverer fagpakker til linjen i interaktionsdesign og multimedier. Masteruddannelsen er et samarbejde under IT-Vest, hvilket vil sige at studerende også kan tage fagpakker på f.eks. Aalborg Universitet. Begge uddannelser kræver en it-faglig uddannelse for optagelse og er på 60 ECTS. Uddannelserne er meget fleksible, så man melder sig faktisk kun til en fagpakke eller et enkelt fag ad gangen. Det betyder at man både kan gå målrettet efter at få f.eks. en mastergrad eller blot tage en fagpakke, f.eks. i it-sikkerhed, realtidssystemer, eller web-teknologi, som er relevant for ens arbejdssituation.
Efter- og videreuddannelsesudvalgets opgaver
EVU udvalgets opgave er at administrere og udvikle vores efter- og videreuddannelsestilbud, og det er en opgave med mange facetter, som det også fremgår af udvalgets kommissorium (http://www.cs.au.dk/local/administration/committees/part-time-education-committee/). Den daglige ledelse kræver samarbejde med studienævnet, IT-Vest, studievejledningen, fakultetets EVU udvalg, efter- og videreuddannelsessekretariatet, følgegrupper, og naturligvis DAIMI's ledelse – så der er en del koordinering. På det mere praktiske plan, skal vi sikre, at der udbydes de rigtige kurser, så der er fornuftige tilbud til vores studerende, og at der er lærere, der kan undervise dem. Ikke mindst er der det mere sjove og visionære arbejde i at følge op på vores erfaringer og hele tiden forbedre vores tilbud og uddannelser. Vi har udbudt kurser siden 1999 og i den periode revideret studieordninger ikke mindre en seks gange, på basis af erfaringerne med hvad der virker, og hvad der ikke gør. Jeg håber, at vi nu har fundet en god form, som kan holde i mange år fremover.
Henrik Bærbak Christensen, formand for EVU-udvalget.
|