| ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG | ||
Er du tilfreds - eller har du lært noget?Der burde jo ikke være nogen konflikt, hvis man stiller dette spørgsmål til en datalogistudent, men ikke desto mindre er det faktisk to forskellige aspekter i forbindelse med kursusevalueringer. KursusevalueringerDe fleste studenter har nok bemærket, at fakultetet har startet en systematisk evaluering af alle kurser efter hvert kvarter. Man modtager en e-mail med et link til et elektronisk spørgeskema for hvert kursus. Spørgsmålene omhandler studentens tilfredshed med alle aspekter af kurset: forelæsninger, øvelser, lærebog, arbejdsbelastning, og egen og andres deltagelse. Fakultetets evaluering er sat i værk med henblik på at dokumentere en systematisk og uniform kvalitetssikring af undervisningen.
En sådan tilfredshedsundersøgelse er mest nyttig til at fange "katastrofer",
som vi heldigvis ikke har mange af på instituttet. Troværdigheden af resultaterne
er dog helt afhængig af svarprocenten. Hvis ikke (næsten) alle svarer skal man
til at overveje korrelationen mellem svarerne og deres meninger. Hvis fx kun 25%
har svaret og de alle var dybt utilfredse, er det så repræsentativt for hele
populationen eller var det bare de eneste, der gad svare? Hvis omvendt der er
en meget høj svarprocent, så er det jo sikkert, at svarene udtrykker hele
populationens holdninger. De nyttigste oplysninger viser sig også ofte at
komme fra de frit formulerede kommentarer, hvor eftertænksomme observationer
og konstruktive forslag vil blive taget meget alvorligt. Undervisningsudvalgets opgaver Der er mange aspekter af DAIMIs aktiviteter på kandidat- og bachelorniveau, der
håndteres af undervisningsudvalget: udbud af uddannelser og kurser, bemanding af
kurser med undervisere og instruktorer, vejledning af studenter, indgåelse af
studiekontrakter, udtalelser om merit og dispensation, udvekslingsstudier,
kursustilmelding og skemaplanlægning for overbygningskurser, evaluering af
kurser og uddannelser, revision af studieordninger, samt didaktisk udvikling.
Mange af disse aktiviteter har formelt udspring i studienævnet eller studiekontoret,
med hvilke vi har et tæt samarbejde. Ligeledes har vi tit opgaver, der skal løses
i samarbejde med andre af DAIMIs udvalg, specielt PR-udvalget og EVU-udvalget.
Vi tager os dog ikke af ph.d.-studiet, der håndteres særskilt af Ph.d.-udvalget.
|
||
| Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net | 11/29/2006 | |