ALLE NUMRE | REDAKTIONEN | JOBOPSLAG | KØB/SALG

Stigende iværksætterlyst på Katrinebjerg

Af Arne Vollertsen

Der er mange iværksættere blandt de it-studerende på Katrinebjerg. Iværksætteriet er oven i købet stigende. Sidste år drev 17 procent af Katrinebjergs ca. 1500 studerende egen virksomhed. I år er tallet steget til 23 procent.

Omkring årsskiftet søsatte Katrinebjergs kommunikationskontor en iværksætterundersøgelse blandt it-byens studerende. De blev bedt om at udfylde et elektronisk spørgeskema og resultatet blev 246 besvarelser.

Aarhus Universitet har samlet alle sine it-uddannelser på Katrinebjerg. Det er datalogi og informations- og medievidenskab plus en række overbygningsuddannelser bl.a. i regi af it-vest og civilingeniør-uddannelsen i teknisk it. Dermed har de studerende en faglig profil, der burde fremme iværksætteri. Og det viser undersøgelsen da også.

Sammenlignet med Videnskabsministeriets Iværksætterbarometer 2005 ligger de studerende på Katrinebjerg et godt stykke over landsgennemsnittet.

23 procent af de studerende i it-byen driver selvstændig virksomhed ved siden af deres studium. Det er en markant stigning i forhold til sidste år, hvor tallet var 17 procent. Landsgennemsnittet er 11,1 procent. Knap halvdelen af de adspurgte (49 procent i år mod 54 sidste år) overvejer at starte selvstændig virksomhed. Landsgennemsnittet er 30,8 procent.

Det samlede iværksætterpotentiale på Katrinebjerg er således 72 procent af samtlige studerende, dvs. ca. 1000 personer.

Entydigt billede

Ser man nærmere på de studerende der driver virksomhed, tegner der sig ret entydigt billede. Lidt under halvdelen (46 procent) kører sololøb, mens resten arbejder sammen med andre. Næsten alle bygger på den viden de tilegner sig i løbet af uddannelsen.

Årsomsætningen  i studentervirksomhederne ligger for hovedpartens vedkommende under 200.000 kr. (78 procent af de adspurgte). Præcis halvdelen af de adspurgte bruger over 30 timer ugentligt i deres virksomhed. Den anden halvdel kan nøjes med op til 30 timer.

Kønsfordeling i bedring

I forhold til sidste års undersøgelse af Katrinebjergs iværksætteri er der ikke kun positiv udvikling i antallet af studerende med selvstændig virksomhed. Kønsfordelingen er også i svag bedring. Sidste år var den maskuline dominans total. Blandt de adspurgte var der kun en enkelt kvinde, der drev egen virksomhed.

I år er tallet steget til syv. 12 procent af de adspurgte kvinder driver egen virksomhed, mens tallet for mændene er 26,4 procent af de adspurgte.

Mere oplysning, tak

Desværre ser det ud til, at der skal gøres meget mere for at informere de studerende om de mange iværksætter-tilbud, der eksisterer i og omkring Katrinebjerg, bl.a. på Center for Entrepreneurship.

Således føler kun 22 procent sig velorienterede om iværksætter-muligheder. Hele 74 procent mener, at de i enten ringe grad eller slet ikke føler sig velorienteret om de muligheder for undervisning i og støtte til iværksætteri der findes i it-byen.

Kontakt redaktionen: :InterntNyt@katrinebjerg.net      09/22/2006